Fortsæt til indhold

Længere ude og dyrere, men tættere på virkeligheden: Politikere siger ja til nyt broforslag

Byrødderne lytter til borgerne og flytter søbroen mellem Lille Nyhavn og Bybadet i Skanderborg Sø længere væk fra søbredden. Nu fortsætter planarbejdet med nyt tracé.

Kultur og byliv

Idéen om en søbro, der binder Lille Nyhavn og Bybadet tættere sammen er rykket endnu et lille skridt tættere på realisering.

Økonomi- og Erhvervsudvalget er nu enige om at rykke broen lidt længere ud i søen som foreslået i et nyt skitseoplæg fra projektets rådgiver, Spektrum Arkitekter.

»Høringssvarene pegede på, at søbroen lå for tæt på land. Vi har valgt at lytte til høringssvarene og er enige om at gå med det nye forslag til et tracé for søbroen, som går lidt længere ude i søen,« fortæller borgmester Frands Fischer.

»Vi vil gerne være mest muligt imødekommende i forhold til de lodsejere, der kommer til at være de nærmeste naboer til søbroen,« tilføjer han.

Allerede under det første borgermøde om søbroen i december 2024 blev der peget på, at det oprindelige skitseforslag, som fulgte søbredden, måske var lidt for tæt på de nærmeste naboer.

Tankerne bag søbroen er at skabe en attraktiv og rekreativ forbindelse mellem Lille Nyhavn og Skanderborg Bybad og Kulturhuset og samtidig giver borgerne bedre adgang til søen og mulighed for at opleve den helt tæt på. Foto: Grethe Bo Madsen

Efter borgermødet og en tidlig dialog modtog kommunen 21 bemærkninger. Størstedelen af bemærkningerne var positive, og flere pegede på, at broen vil styrke forbindelsen mellem by, sø og natur. Blandt bemærkningerne var forslag til ændringer i placering og design, blandt andet ud fra en bekymring for gener for de nærmeste naboer på grund af den korte afstand fra broen ind til land.

På den baggrund har Spektrum Arkitekter nu udarbejdet det nye forslag, der rykker søbroen cirka 12-14 meter længere ud i søen og samtidig gør opholdstrappen ved Lille Nyhavn større.

Lige nu er vi kun i gang med at undersøge, om det overhovedet kan lade sig gøre at lave en lokalplan for en søbro. Før vi ved det, er der ingen grund til at bekymre sig om finansieringsmuligheder
Frands Fischer (S), borgmester

Det nye tracé anslås at løbe op i 20,5 mio. kroner – 2,9 mio. kroner mere end det oprindelige forslag fra 2024, som lød på 17,6 mio. kroner. En del af prisforskellen ligger dog i prisstigninger, og derfor vil det nye tracé reelt kun koste omkring 1,5 mio. kroner mere end det oprindelige tracé.

»Det bliver det nye forslag, som nu indgår i det videre planarbejde, også selvom det bliver lidt dyrere,« siger borgmesteren, der samtidig understreger, at der endnu ikke er set på, hvordan søbroen kan finansieres.

»Nu arbejdes der videre med plangrundlaget. Lige nu er vi kun i gang med at undersøge, om det overhovedet kan lade sig gøre at lave en lokalplan for en søbro. Før vi ved det, er der ingen grund til at bekymre sig om finansieringsmuligheder,« siger borgmesteren, der tilføjer, at såfremt søbroen skal realiseres, så kræver det eksterne bidragydere.

Idéen om en søbro fra Coop-grunden til Kulturhuset var med i den første udgave af »Heslig Smuk – midtbypolitik for Skanderborg By« fra 2015 og var med igen, da midtbypolitikken blev revideret i 2023.

Søbroen har fra start haft mange tilhængere, ikke mindst manden bag Lille Nyhavn, Lars Kromand., der ser søbroen som et vigtigt skridt mod nye og spændende byrum, der vil gøre Skanderborg midtby mere interessant, ikke mindst for besøgende udefra. Foto: Grethe Bo Madsen

I november 2023 holdt kommunen møde med de lodsejere, der bliver nærmeste nabo til broen, og i juni 2024 besluttede Økonomi-og Erhvervsudvalget, at der skulle udarbejdes skitse og anlægsoverslag for søbroen fra Lille Nyhavn til Bybadet.

På den baggrund blev der 28. november 2024 inviteret til borgermøde og tidlig dialog om søbroen, og i juni 2025 besluttede Økonomi- og Erhvervsudvalget at starte planlægningsarbejdet for broen.

Næste skridt bliver at arbejde videre med plangrundlaget i form af et tillæg til kommune- og lokalplanen. Når det ligger klart får borgerne mulighed for at blive hørt igen. I den forbindelse vil der blive holdt endnu et borgermøde, hvor interesserede kan se de opdaterede planer og stille spørgsmål.

Søbroen forventes at blive et vigtigt element i den kommende fornyelse af Adelgade Nord, som der er afsat 10 mio. kr. til i budgettet for 2028. Broen skal være med til at løfte området omkring Skanderborg Sø ved at skabe en attraktiv og rekreativ forbindelse mellem Lille Nyhavn og Skanderborg Bybad og samtidig give byens borgere bedre adgang til søen.