Grandprix-vinderen er med i Thomas Helmigs "Stupid Man" og plager naboerne i Aarhus med sit høje C
Melodi Grandprix-vinderen, der over natten blev en bøsse i fiskenet, er for mange pludselig poppet op ud af ingenting. Men han er faktisk et af landets største musicaltalenter, der synger og danser alt fra vild kanin og klovn til Thomas Helmig og Romeo. Og som plager livet af sine naboer i Vestergade.
Mød grandprix-vinderen i en række videoer, hør hans høje C og oplev ham som vild kanin.
Søren Torpegaard Lund overrumplede hele Danmark og allermest sig selv, da han for nylig vandt det danske Melodi Grandprix.
Nu er han tilbage i dagligdagen på Aarhus Teater, hvor han spiller klovn i ”Skolekomedien”. Før det spillede han hovedrollen i Gnags-showet ”De Vilde Kaniner” i Musikhuset.
Video: Grow Productions
Mens musicalperformeren arbejder i Aarhus, bor han i en lejlighed i legendariske Vestergade. Det er en fornøjelse, men han frygter, at naboerne ikke synes, at fornøjelsen er gensidig.
»Mine naboer må være trætte af, at jeg hænger på hovedet hen over spisebordet og synger, indimellem at jeg hopper og laver squat, samtidig med at jeg skal nå det høje C. Jeg har brug for en stærk åndedrætskontrol til Melodi Grandprix-finalen,« siger sangeren.
Han er vokset op med hård træning. Med hans egne ord skete det i et håndboldmekka med to seriøse brødre, der spillede bold, mens han valgte at spille klaver og teater.
Sådan lyder det høje C.
Yngst på musicalskolen
Det greb ham i en grad, så han opgav gymnasiet efter mindre end tre måneder for at arbejde dedikeret på at komme ind på musicaluddannelsen i Fredericia. Det præsterede han at gøre som en af de yngste nogensinde. Han var bare 17 år.
»Det valg giver ikke meget skolegang at falde tilbage på, så det er virkelig vigtigt at lykkes, så jeg har knoklet for at bevise mit værd. Musical er ikke en hobby, det er mit liv. Jeg giver alt, jeg har. Der skal masser af teknik til for, at det holder hele vejen,« siger Søren Torpegaard Lund.
Han havde faktisk glædet sig til at komme på den anden side af det danske Melodi Grand Prix, fordi den faldt oveni hans rolle som klovn i ”Skolekomedien” og dermed gav ham dobbeltjob.
Søren Torpegaard Lund på jagt efter frokost i Aarhus i klovnekostumet.
»Jeg har ikke haft tid til andet end arbejde og nåede kun et kvarter af vores premierefest her på teatret, fordi jeg skulle være frisk til min grandprix-performance to dage efter. Det pres kan gå i en periode, og jeg så showet lørdag aften som målet. At der ville blive stille derefter, fordi sådan var det, da jeg deltog i 2023. Men i år endte konkurrencen som et giga brag for mig,« ler musicalperformeren.
Han har nu travlt med at forberede sin performance til den internationale sangkonkurrence i Wien i maj.
»Telefonen har aldrig sagt så mange lyde, som den gør nu. Mange medier vil tale med mig, hvilket også er en ny disciplin. Jeg er meget overvældet og tackler det med stram styring og ingefærshots, så jeg er frisk, mens alle mulige andre er syge for tiden,« smiler Søren Torpegaard Lund.
Nu er jeg en bøsse i fiskenet
Vi møder ham på Aarhus Teater en eftermiddag, inden han skal i sminken og forvandles til aftenens musikalske klovn, der spiller klaver og guitar i ”Skolekomedien”. Det første er han rutineret i, men det andet var ligesom med medieopmærksomheden en helt ny ting, han hurtigt måtte lære sig. Det gjorde han gerne for at få rollen, som han holder meget af og selv har valgt.
Det samme gælder ikke helt rollen, som han blev tildelt på de sociale medier efter sin førsteplads. Den handler om hans påklædning og seksualitet.
»Nu er jeg pludselig en bøsse i fiskenet. Det må de gerne kalde mig, for det er jo fuldstændig korrekt. Men det undrer mig, at folk finder det nødvendigt og passende. Det siger meget om, hvor langt vi er nået her i landet med kønsligestilling, og hvorfor vi stadig har brug for statements som Pride,« siger han om den debat, der blandt andet udskælder Melodi Grandprix for at være for homo-agtig.
»Det er vildt, at de ikke ser mig som et menneske,« undrer han sig samtidig med, at han glæder sig over al den opmærksomhed, sangen får på grund af debatten.
En vanvittig vild kanin
»Heldigvis mærker jeg masser af kærlighed og støtte. Og jeg får ingen ubehageligheder i personlige beskeder på min profil.«
Søren Torpegaard Lund er så meget andet end en bøsse i fiskenet. For eksempel har 75.000 danskere oplevet ham i en hæsblæsende hovedrolle i Gnags-teaterkoncerten, ”De Vilde Kaniner”. En flot præstation, han har høstet mange roser for.
Stykket kørte på Østre Gasværk i København og i Musikhuset i Aarhus over fem måneder. Det blev til ikke færre end 87 forestillinger.
»Jeg følte mig som en helt tom skraldespand bagefter. Det var en vanvittig rolle, fordi jeg var med på scenen fra start til slut – undtagen i en enkelt sang. Det var fysisk vildt hårdt, men jeg faldt aldrig af toget under en forestilling, for det kunne jeg ikke,« forklarer performeren, der har elsket hvert et minut.
»”De Vilde Kaniner” er den mest vidunderlige forestilling, fordi den er flerfacetteret og var så udfordrende,« uddyber han.
Synger Helmigs sange
Fokus lige nu er at være en god klovn i ”Skolekomedien” og at gøre det rigtig godt ved grandprixet. Men uanset, hvordan det går, er der stadig gode roller til den unge mand med det store talent.
I efteråret skal han synge Thomas Helmigs sange i musicalen ”Stupid Man”. Der bliver han en af otte performere, som skal synge og danse Susanne Biers musical, der bygger på musikerens mange hits. De er blevet til en romantisk komedie om kærlighedens kaos og livets uperfekte skønhed.
Og til foråret indtager han den ikoniske rolle som Romeo i en ny musicalversion af den berømte tragedie, ”Romeo & Julie”. Også den står Susanne Bier bag i samarbejde med den lige så kendte instruktør Anders Thomas Jensen.
»Jeg føler mig meget privilegeret over de mange forskellige roller, jeg har fået tilbudt. Det er vildt,« siger Søren Torpegaard Lund.
Men før han når til dem, skal han synge ”Før vi går hjem” ved grandprix-finalen i Wien.
Internationale bookmakere tipper sangen til at komme i top tre i den internationale konkurrence, og Danmarks inkarnerede Melodi Grandprix-ekspert, Ole Tøpholm, har i DR’s Aftenshowet slået fast, at han tror på, at sangen kan nå til tops, og at den har en chance for at vinde.
»Jeg blev så rørt, stolt og lykkelig, da Ole Tøpholm sagde det. Så er alt mit arbejde det hele værd,« smiler den 27-årige performer.
Semifinalerne er 12. og 14. maj, mens den store finale er 16. maj. Showet kan ses på DR.