Benjamin hyldede vinder, så væltede det ind med hadske beskeder: »Man skulle tro, at det var et bøsseshow«

»Drag-bøsseshow.«

»Homovision i stedet for Eurovision.«

»Lav et grand prix for transer for sig selv.«

»Jeg er homofob, det er i mit dna.«

»Man skulle tro, at det var et bøsseshow.«

»Så vandt en abekopper- og hivvirus-spreder.«

Sådan lyder et lille udpluk af de beskeder, Benjamin Holstebroe modtog på et Facebook-opslag, lige efter Søren Torpegaard Lund havde vundet årets udgave af Dansk Melodi Grand Prix 14. februar.

Han skrev:

»100 procent fortjent, at Søren vinder i aften. Så flot en sang! Jeg tror, der er mange homofober, der har det svært i aften, med aftenens resultat.«

Han indrømmer, at der var en vis provokation i hans besked, som han dog skrev »for at hylde mangfoldigheden.«

»Allerede før showet var færdigt, kunne jeg jo se i forskellige kommentarspor, at de vanvittige kommentarer stak af. Derfor greb jeg muligheden for at belyse den stødt stigende homofobi. Det her var et godt spotlight til netop det,« siger Benjamin Holstebroe, der bor i Hinnerup med sin kæreste, Christian Montez.

Det overraskede ham ikke, at kommentarsporet blev råt, da han oplever, at homofobien er »stærkt stigende«:

»Jeg vågnede op til rigtig mange kommentarer: den ene mere homofobisk end den anden. En veninde skrev til mig og var meget overrasket over de her meget homofobiske beskeder, men jeg er ikke overrasket,« siger han og henviser til en kortlægning, som Statens Serum Institut lavede sidste år – den viser, at mere end hver femte dansker har homofobiske holdninger.

Desuden viser en undersøgelse af Justitsministeriets Forskningskontor fra 2024, at mellem 2.000-3.000 LGBT+ personer årligt oplever en voldelig hadforbrydelse.

»Normalt sletter jeg de hadske kommentarer, men denne gang gik jeg ind i det og prøvede dialogen. Jeg slettede de grimmeste af de grimmeste, men jeg var nødt til at lade nogle stå for at vise, hvor grelt det står til. Det er ikke fordi, at folk ikke gerne må have deres mening. Hvis de vitterligt ikke kan lide homoseksuelle, så fair nok. Jeg vil bare gerne have, at man kan tale sammen uden at svine hinanden til. Og så vil jeg virkelig gerne forstå, hvad de er så bange for. Jeg er oprigtigt interesseret i, hvorfor de bliver så vrede, at de kan skrive de værste ting til et menneske, de ikke kender,« siger Benjamin Holstebroe.

»Jeg får helt ondt i maven«

Dagen derpå samlede Benjamin Holstebroe, i et nyt opslag, op på de hadske kommentarer, og den besked er nået ud til mere end 180.000 på Facebook, hvor opslaget i skrivende stund har fået 1.100 kommentarer.

Blandt andet skrev han:

»Jeg får helt ondt i maven, når jeg læser det her. Ikke kun på mine egne vegne, men på de unge menneskers vegne. Jeg husker selv, hvordan det var at være ung, usikker og i tvivl om, hvem jeg var(...) Jeg er hårdhudet i dag, men prisen har været høj. Jeg er blevet overfaldet flere gange. Jeg er blevet truet med kniv. Jeg har lært at scanne gaden og mærke efter vibrationerne i luften, før jeg tager min mands hånd. Min mand og jeg holder stadig ikke i hånd i Danmark. Men vi gør det i Spanien. Smag lige på den: At vi i 2026 føler os mere trygge ved at vise kærlighed i udlandet end i vores eget hjemland.«

Benjamin Holstebroe var 15 år, da han sprang ud – han er 40 år i dag.

»Mit hjerte bløder for de unge, som er så usikre på sig selv og samtidig skal gå gennem det her had. Og de læser kommentarfelterne, for de er ikke stærke nok til at lade være,« siger han.

I det daglige i Hinnerup mærker han og kæresten ikke den store homofobi rettet mod dem, men den eksisterer, også i det lokale:

»Eksempelvis har jeg lige været ved bageren, hvor jeg kunne høre en dame tale om, hvor ulækker vinderen af Melodi Grand Prix var.«

Og da han engang var administrator i byens store Facebook-gruppe, blev tonen hurtigt homofobisk, hvis han havde truffet en beslutning, en person ikke var enig i.

Benjamin Holstebroe har ét stort ønske:

»Hvorfor kan man ikke bare acceptere det menneske, man står overfor? Det bedste ville jo være, at vi bare ser et andet menneske, og så i øvrigt bedømmer hinanden på, hvordan vi behandler andre. At være et godt menneske er vel det, der tæller, er det ikke?«