Fortsæt til indhold

Verdens første kulturelle ventesal ruller ind på stationen til nytår

Perron1 ved Skanderborg Station bliver en unik museumshybrid, hvor du kan hænge ud uden billet, snuppe en kop kaffe og kultur 'to go' eller fordybe dig i historien om de døde krigere i Alken Enge, offermosen eller vikingen fra Fregerslev med det spektakulære seletøj.

Kultur og byliv

Skanderborg har fået sin egen ikoniske museumsbygning. Knejsende mod den blygrå forårshimmel ved stationen er Perron1 udefra set færdig og klar til at tage imod.

Indenfor i den nye treetagers sorte tilbygning og det gennemrenoverede tidligere posthus er det dog en helt anden sag. Lige nu er det mest af alt en smuk tom skal, men for museumsdirektør Lene Høst-Madsen og projektchef Pernille Lynge står det lysende klart, at Perron1 bliver et fuldkommen unikt museum – til tiden.

Med tindrende øjne og store armbevægelser viser de rundt og fortæller om alt det, der endnu kun er på idé- og skitsestadiet. Museet skal stå klar til at tage imod gæster ved årets udgang, men de to har stadig tusindvis af boblende idéer til det nye museum, og nye kommer løbende til.

Skanderborgs nye byport, Perron1, knejser ved siden af stationen. Går alt efter planen er det nye museum klar til at slå dørene op sidste på året eller i starten af 2027. Foto: Rasmus Hjortshøj

Wonderwall og vikingehest

Vi står i den nye tilbygning. Rammerne er klar, men endnu er der ikke meget, der afslører, hvordan verdens første kulturelle ventesal kommer til at se ud. Trods de store panoramavinduer trænger støjen fra det travle trafikknudepunkt udenfor ikke ind. Her er stille, og lyset stråler ind gennem bygningen. Fra indgangen er der udsyn op til læsesalen på første sal og multirummet på anden sal.

Vi er ved at finde vores greb om udstillingerne og hvordan vi skaber en meningsfuld formidling, men der er 1.000 ting, der skal tages stilling til, og der er stadig lang vej igen
Lene Høst-Madsen, museumsdirektør

»Her er en fantastisk atmosfære,« konstaterer Lene Høst-Madsen, der har svært ved at skjule entusiasmen. Sammen med Pernille Lynge har hun netop set prototypen til den reol, der bliver et centralt element i den kulturelle ventesal.

»Vores wonderwall,« griner Pernille og forklarer, hvordan den kommer til at smyge sig med væggene rundt og både indeholder udstillingsmontre, reolplads og opmagasineringsmuligheder.

Ud for den store bagvæg stritter forskellige rør og kabler op af gulvet. Med tiden bliver de til caféen, hvor gæsterne kan købe lækker kaffe og lidt andet godt, og langs siderne bliver der plads til caféborde og stole, man kan slå sig ned i.

Den nye ankomstbygning skal være en kulturel ventesal med både café, udstillinger, læsesal og multirum. Ideen er at skabe et uformelt og åbent sted, hvor der er fortællinger og oplevelser for borgere, turister og pendlere. Foto: Rasmus Hjortshøj
Endnu er der tomt, men sådan kommer den kulturelle ventesal til at se ud. Illustration: Pax Architects

»Mange tænker sikkert, at det er underligt, der går så lang tid, inden vi åbner, når bygningen står færdig nu. Men nu skal vi i gang med indholdet. Vores udstillinger og tilrettelæggelsen af dem. Og det tager bare rigtig lang tid,« understreger Lene Høst-Madsen.

»Hvilke genstande vil vi udstille, og hvordan skal de udstilles. Hvilke historier skal fortælles, og hvordan skal de formidles. Der skal vælges vinkler, der skal skrives tekster, og der skal vælges grafisk layout. Vi er ved at finde vores greb om udstillingerne og hvordan vi skaber en meningsfuld formidling, men der er 1.000 ting, der skal tages stilling til, og der er stadig lang vej igen,« tilføjer hun.

Udefra ser Perron1 ud til at være færdig, men der er stadig lang vej, inden udstillingerne indenfor er på plads, forklarer museumsdirektør Lene Høst-Madsen (th) og projektchef Pernille Lynge. Foto: Rasmus Hjortshøj. Foto: Grethe Bo Madsen

Et skud i bøssen

»Vi har ét skud i bøssen til at skabe det mest fantastiske museum med de fedeste udstillinger. Et sted, hvor vi både kan få fortalt vores spændende historie om Illerup Ådal og Vikingen fra Fregerslev på en måde, så de kommer til deres fulde ret, og samtidig introducere det nye koncept med en kulturel ventesal – et format, vi glæder os som små børn til at prøve af,« smiler Lene Høst-Madsen.

I den kulturelle ventesal er der forskellige historiske appetitvækkere, hvor du kan blive klog på Skanderborgs historie serveret lettilgængeligt på et sølvfad. Her arbejdes med alt fra ’to go’-oplevelsen til lyttekopper med længere fortællinger.

For mig er det meget vigtigt at få forklaret, at Perron1 ikke kun er et museum. Det er en hybrid. Her kan du også gå på café og få kaffe og kage, vente på toget eller vennerne
Lene Høst-Madsen, museumsdirektør

»Vi arbejder med forskellige lag, hvor folk selv bestemmer, hvor meget tid eller lyst de har til at gå i dybden. Der bliver blandt andet et tog tilbage til fortiden. Det er stadig under udvikling, men du skal forestille dig det lidt som en af de der togbaner, hvor du kan trykke på en knap, og så kører toget. Her standser toget så i stedet ud for forskellige historiske destinationer, hvor du så får serveret lidt viden om dem,« forklarer museumsdirektøren.

»Det er den ultra korte version og både for børn og voksne, hvor man ikke skal stå og læse lange plancher. Det er tænkt som hurtig formidling, mens du for eksempel venter på næste tog eller på én, du skal mødes med. Der skal selvfølgelig også være noget for dem, der har lyst til at gå mere i dybden,« uddyber hun.

I Den Kulturelle Ventesal kan man rejse tilbage i tiden, og lade toget standse på udvalgte historiske nedslag rundt i kommunen. Illustration: Ambiente

En hybrid og ikke kun museum

I stueetagen bliver der også plads til en museumsbutik, og længere tilbage ind mod den gamle postbygning er der skabt plads til et legeunivers for de mindste børn med et tidstog, der må klatres på, Himmelbjerget og en legeudgave af Skanderborg Slot.

På første etage indrettes en læsesal med bløde møbler og fagbøger, man kan bladre i, samt en studieskranke med wi-fi, mens der på anden etage kommer et multirum, som det også bliver muligt at booke som møderum. Her vil museet arrangere forskellige foredrag og workshops.

I den tidligere postbygning er der i stueplan ved at blive gjort klar til en særudstilling om bysbarnet Ole Lund Kirkegaard, som skal være klar til museets genåbning.

Museet åbner med en særudstilling om Ole Lund Kirkegaard med fokus på fantasi, frækhed, frihed og fællesskab. Illustration: Ambiente

Bagerst i bygningen er der ved at blive indrettet et åbent værksted til arkæologerne, hvor publikum kan få et kig ind i maskinrummet og følge med i arbejdet.

I kælderen dykker vi ned i historien med fortællingen om den Hellige Dal og Vikingen fra Fregerslev. Her er bælgsort lige nu, men når udstillingerne er klar, bliver det med indtryk for alle sanser, lige fra træer med fortællinger om offermosen til lyden af en galoperende vikingehest.

»For mig er det meget vigtigt at få forklaret, at Perron1 ikke kun er et museum. Det er en hybrid. Her kan du også gå på café og få kaffe og kage, vente på toget eller vennerne,« forklarer Lene Høst-Madsen.

I kælderen er de permanente arkæologiske udstillinger placeret. Her er blandt andet fortællinger fra flere 100 års ofringer i Den Hellige Dal ved Illerup Ådal. Illustration: Ambiente
Vikingen fra Fregerslev får sit helt eget rum i de arkæologiske udstillinger i kælderen. Både hans grav og hans hest prægtige seletøj får lov til fortælle historien om den epsktakulære gravhøj lidt uden for Hørning. Illustration: Ambiente

Kom uden billet

»Min store drøm er, at det bliver en gratis oplevelse – en kulturel ventesal, simpelthen. Vores helt store sats her er, at hele baduljen skal være gratis. Grundtanken, som hele konceptet er bygget op omkring, er, at det skal være gratis at komme på Perron1,« slår hun fast.

»Det er et stort forsøg på at få folk til at komme indenfor og få en bid af historien og se relevansen i det også for dem selv. Det er ikke finkultur – det er kultur ’to-go’ med mulighed for fordybelse.«

Lene Høst-Madsen tager en kort pause og tilføjer så med et smil:

»Men vi håber selvfølgelig, at både skanderborgenserne, turisterne og pendlerne køber kaffe og indimellem også noget fra museumsbutikken. Det er jo det, vi skal overleve på.«

i Børnekupéen kan børn og barnlige sjæle rejse tilbage i tiden og f.eks. lege på Skanderborg Slot. Illustration: Ambiente