Sparebombe truer vaskeri-ansatte: »De har ikke klaget over prisen – før nu«
Vaskeriet i Brabrand sender udviklingshæmmede videre i job hos Ikea, Føtex og McDonald's samtidig med, at det hjælper lokale ældre og unge med særlige behov. Det overser Aarhus Kommune, som ifølge Vaskeriet har sat det i et nyt sparekatalog med en fejlagtig begrundelse.
Aarhus Kommune skal spare 150 millioner kroner på de allersvageste i 2026. Tallet er så stort, at det kan være svært at forstå, så vi zoomer et øjeblik ind på et af de tilbud til udsatte og handicappede, som risikerer sparedøden: det socialøkonomiske Vaskeriet i Søvangen i Brabrand.
For en uge siden var det vildeste ved Vaskeriet den have, medarbejderne så smukt har etableret på bagsiden, og den smalle bro, man må forcere på forsiden på grund af en stor renovering. Men så ramte sparebomben.
En helt almindelig formiddag krydser vi byggepladsen på torvet foran Vaskeriet, som vi finder inde bag tykke lag af plastic. Vaskemaskinerne kører for fulde gardiner. De er fyldt med Sct. Stephans og Clementias-logens hvide duge, og mens karrysalat, rødbedestænk og rødvinspletter vaskes væk med sikre kneb, er der medarbejdermøde i baglokalet.
Denne dag er alle stole i brug, for ud over kollegerne på Vaskeriet er der også tre af de faste gæster/hjælpere.
Pia Stabell Hjort og Katrine Knudsen er ved at gennemgå dagens vaskeriopgaver sammen med kollegerne. Det kalder de alle medarbejdere inklusive dem selv. Her er ingen brugere eller borgere.
»Betty ringede her til morgen og spurgte, om vi kunne hente hendes vasketøj. Hun bor jo lige her i nærheden, så det hentede Sofie og Lotte,« siger Pia Stabell Hjort.
Der bliver pludselig boret så højt, at hun helt glemmer, hvad hun var ved at sige. Der er heldigvis hjælp at hente rundt om bordet. De andre minder om, at der er noget med den ældre herre i nummer 20, som alle lige skal huske.
»Han skal ikke betale for vasketøjet, når vi afleverer det, for han tror, at det koster omkring 15.000 kroner eller noget i den stil,« forklarer Pia Stabell Hjort på sin billedrige måde.
Måske får vi vakuum-mad
Det er straks meget sværere, da talen falder på kommunens spareplaner. Det er en trøst, at Frank, der kom til morgen med logernes duge, havde blomster med. Han er også ked af det. De frygter alle for Vaskeriets fremtid.
»Kommunen vil både spare på Vaskeriet og på maden, der hvor jeg bor. Måske skal vi have vakuum-mad,« siger Sofie bekymret.
Hun bliver enig med nogle af de andre om, at det er en god idé, hvis hun skriver et høringssvar. Flere er klar til at hjælpe, hvis hun får brug for det.
Vasketøjet til Betty er også færdigt, så det bliver pakket og bragt hjem til Betty, mens Katrine kontakter hendes søn, der mobilepayer for vasken.
Så kan vaskerimedarbejderne sige til Betty, at det skal hun slet ikke tænke på. Heller ikke hvis hun mangler en liter mælk eller bøvler med mobilen. De kan lige hjælpe hende med det.
Forkert beskrivelse af Vaskeriet
»Vi kan godt forstå, at vi er med i den såkaldte omstillingsplan lige som så mange andre af vores slags. Men vi er meget kede af, at beskrivelsen af os er fuldstændig fejlagtig. Vi har på ingen måde været inddraget, og vores forsøg på at få det rettet er ikke lykkedes,« forklarer Pia Stabell Hjort og Katrine Knudsen, der er de to ildsjæle, som har skabt Vaskeriet og driver det.
Det bygger på et stærkt fællesskab med plads til alle. De lærer at tro på sig selv og at løse de udfordringer, de havner i. Det er lykkedes, så en række af dem har forladt Vaskeriet, fordi de har fået job i Ikea, Plantorama, McDonald’s og Føtex.
»Hos os lærer man at tro på sig selv, at handle, at køre i bus, at få vaskemaskinen til at virke og ikke at gå i panik, når der sker noget uforudsigeligt. Vi løser det. Det fedeste er, når man bare kan finde ud af at bede om hjælp,« siger de to pædagoger.
Alligevel beskriver Aarhus Kommune Vaskeriet som et sted, der skal få folk i arbejde, og at det ikke er lykkedes.
»I den såkaldte Omstillingsplan er vi udelukkende beskrevet som et sted, der skal få folk i arbejde. Og at vi er for lang tid om det. Men her er man lige præcis så lang tid, som det tager at blive klar til et job. Og hos os kommer de ikke tilbage, for vi slipper først, når de er klar og det bliver en succes,« påpeger Pia Stabell Hjort og Katrine Knudsen.
Hjælper mange flere
»Vi hjælper ikke kun de udviklingshæmmede, som Aarhus Kommune betaler for at have i aktivitet her. Vi giver også en hånd til de lokale beboere her i Søvangen, vi tager unge med særlige behov i praktik og giver stressramte medarbejdere fra blandt andet Aarhus Kommune mulighed for at finde deres ben igen på Vaskeriet, så de igen er klar til arbejdsmarkedet,« forklarer de.
244.000 kroner om året koster det Aarhus Kommune at have fire borgere på den socialøkonomiske øvebane for sårbare i Vaskeriet. Kommunen mener, at det er relativt dyrere end aktivitetscenteret.
»Men den pris har de selv regnet ud, og det var vores krav til dem, at vi skal koste det samme som andre aktivitetscentre. Det har vi på skrift. Og de har ikke klaget over prisen - før nu,« siger makkerparret.
Kommunen har svaret på Vaskeriets henvendelse om fejlbeskrivelsen, at de medgiver, at den skal være korrekt, men at den ikke kan rettes nu, hvor omstillingsplanen er sendt i høring.
Vaskeriet inviterer alle, der gerne vil vide, hvad det rent faktisk er, på kaffe. Her finder man hjerterum, højt humør og rent vasketøj leveret til døren. Tilbuddet gælder alle i Aarhus.