Kendt kirke fejrer 100 år med en byge af begivenheder – afslører stor Lego-model og lader rappere give koncert i krypten
Skt. Lukas Kirke har 14. marts 100-års fødselsdag, og i dagene op til, under og efter bliver det markeret med et væld af arrangementer i kirken.
Skt. Lukas Kirke på Frederiksbjerg i Aarhus er gået i gang med en fleredages lang jubilæumsfest.
For frem til 15. marts har kirken inviteret hele byen til en særlig rund fødselsdag.
100 år kan kirken i det centrale Aarhus nemlig helt præcist fejre 14. marts, og det markerer man med en lang række arrangementer i kirken.
»I denne festuge inviterer kirken hele lokalmiljøet til en masse forskellige begivenheder, hvor både historie, musik, fællesskab og nyskabende kultur får plads. Oplev koncerter, fællessang og Rappernes Bogklub. Deltag i kreative workshops, byvandring og fællesspisning - og meget mere til,« skriver Skt. Lukas Kirke i en pressemeddelelse.
Kirken skriver, at man har lavet et varieret program, som skal vise »den 100-årige kirkes nutidige bredde og forankring i lokalområdet«.
Blandt begivenhederne i forbindelse med kirkens 100-års fejring bliver en nybygget Lego-kirke bl.a. afsløret 9. marts, hvor Thomas Birk Sørensen har brugt hele 18.000 Lego-klodser til en meget detaljeret gengivelse af kirkens spektakulære ydre.
Kirken holder også åbent tårn, hvor det er muligt i mindre grupper og bestemte tidsrum, så man kan få lov at betræde de 181 trappetrin og nyde udsigten fra kirkens ikoniske og 35 meter høje kirketårn.
AGF-update og koncerter
De senere år er kirken også blevet kendt som en slags AGF-kirke, når der næsten årligt er blevet afholdt både AGF-gudstjenester og Aarhus Walk fra kirken og ned til stadion i forbindelse med sæsonens første hjemmekamp.
Så som et helt særligt initiativ deltager Søren Højlund Carlsen fra AGF 10. marts også for at give en opdatering på stadionbyggeriet og fortælle om sammenhængen mellem kirken og Aarhus Stadion.
Samme dag inviterer kirken også til fællesspisning, hvor lokale spisesteder og butikker har doneret maden, og hvor de 50 kr. for at spise med går ubeskåret til Folkekirkens Nødhjælp.
11. marts er der også fyraftenskoncert i krypten med sangskriveren Karl Kristian, der også fortæller om sin opvækst i Hvide Sande - midt imellem kirken og værtshuset Æ Karklud. Musikalsk bliver han flankeret af Oscar Mukherjee på guitar.
Og senere samme aften indtager Rappernes Bogklub kirken som scene for at analysere, fortolke og samtale om Biblen - nærmere bestemt Lukasevangeliet. Rapperne består af Sean Lightfoot (Sean-Poul De Fré Gress), Marki Snøre (Søren Karim Bech, også kendt fra Bogfinkevej) og Aalen (Christian Mølgaard).
Er man mere til jazz, kan de lokale Kiosk opleves fredag 13. marts. Jazzpopensemblet tager livtag med alt, hvad det moderne menneske anno 2026 længes efter af tro, håb og tilgivelse.
Og så har biskop Henrik Wigh-Poulsen en af sine sidste officielle handlinger, når han prædiker ved den officielle jubilæumsgudstjeneste med efterfølgende reception søndag 15. marts.
Man kan se det fulde program på kirkens hjemmeside, og de fleste begivenheder er gratis »og lige til at droppe forbi,« lyder det fra Skt. Lukas Kirke forud for 100-års fejringen.