Smukfest afslører nye navne: »Han er lyden af 2026 på mange kollegieværelser«
Smukfest afslører igen nye navne.
Smukfest kaster endnu en række navne, der står klar i Bøgeskoven senere i 2026, frem i lyset.
Blandt dem er Dave, der ifølge pressemeddelelsen er fredagens internationale hovednavn.
»Dave er lyden af 2026 på mange kollegieværelser, en utroligt spændende artist, som fornyer rapgenren med sin bidende præcise historiefortælling. For få uger siden modtog han en Brit Award som årets Hiphop Act, det fås vist ikke friskere,« siger Mikkel Xavier, der er musikchef på Smukfest.
Bag navnet “Dave” gemmer sig 27-årige David Orobosa Omoregie. Som bare 16-årig imponerede han verden med sine freestyles på YouTube, og siden da har han domineret hitlisterne med kæmpehits som “Location”, “Raindance” og “Sprinter”.
I 2025 udgav han endelig karrierens tredje album, ”The Boy Who Played the Harp”, som både markerer et nyt kapitel for hitmageren og cementerer ham som et af de mest spændende navne inden for contemporary musik.
Andelen af internationale musiknavne i skoven forventes at lande på 22 procent i 2026 mod 18 procent i 2025, skriver Smukfest.