Bagerforretning lukker efter 14 år
Bagerhuset Galten lukker trods en god forretning. Ejerne ønsker at få mere fritid.
Det er faktisk en god forretning. Der er både overskud og en masse kunder. Men måske går den faktisk for godt, og det er derfor ejerne af Bagerhuset Galten har valgt at lukke butikken efter 14 år.
»Folk synes, vi er splitterravende sindssyge, fordi vi vil lukke en god forretning. Hvis der kommer en ny bager, får man jo nærmest et overskud forærende, hvis man kan drive forretningen, som vi har gjort,« siger Pia Pedersen.
Når hun og manden Tonny Pedersen, der er bagermester, alligevel har valgt at lukke butikken, skyldes det, at de simpelthen bare gerne vil have tid til andre ting end at gå på arbejde.
»Bagermesteren kan ikke undværes. Han arbejder hver dag - og det er altså syv dage om ugen,« siger hun og fortsætter:
»Selvom det er en god forretning, vil vi noget andet. Vi vil gerne nå at leve livet bare lidt, mens vi er her.«
Sidste åbningsdag for Bagerhuset Galten bliver søndag 5. juli.
Begrænsninger virkede ikke
Beslutningen om at lukke Bagerhuset Galten har faktisk været længe undervejs.
»De sidste tre års tid har vi godt vidst, hvor det bar hen ad. Vi har i flere år prøvet at se, om vi kunne få ansat flere folk, så vi kunne holde mere fri, men det har ikke kunnet lade sig gøre. Sidste år i sommerferien tog vi så beslutningen om, at det skulle ske i 2026,« fortæller Pia Pedersen.
Udover at ansætte flere folk har Bagerhuset Galten forsøgt at begrænse antallet af ordre og bestillinger ved at indføre en grænse på minimum 185 kroner. Derudover skal alle bestillinger være forudbetalt.
»Når jeg kigger i kalenderen, har vi dobbelt så mange bestillinger nu, som før vi indførte grænsen, så det hjalp ikke,« griner hun og fortsætter:
»Det handler simpelthen om, at der er for meget arbejde. Der er for mange kunder.«
Intet er fastlagt
På nuværende tidspunkt ved Tonny og Pia Pedersen ikke, hvad der skal ske efter 5. juli.
»Så lidt som muligt,« griner Pia Pedersen og fortsætter:
»Vi har ikke en eneste plan om, hvad vi skal. Vi tager det, som det kommer.«
Parret ejer også bygningen, som Bagerhuset Galten ligger i.
»Vi har allerede fået en masse henvendelser fra folk, der er interesserede - både bagere og andre - så vi må se, hvad det bliver til. Vi har ikke fastlagt noget for hverken ejendommen eller butikken. Hvis det er til den rigtige pris, vil vi måske sælge ejendommen, men vi vil også gerne leje ud. Og vi ser rigtigt gerne, hvis det er en bager, der overtager,« siger hun og fortsætter:
»Vi ser, hvad der er af interesse.«