Dub i dub i dub i yeah yeah: Stort marked er klar med en sidste omgang 90'er-fest
Fra næste år er der lagt op til et nyt koncept, men på grund af sidste års succes tager Hammel Hestemarked endnu en omgang med 90'er-fest.
Hammel Hestemarked kalder sidste års 90’er-fest for en »kæmpe succes«. Derfor gentager markedet konceptet en sidste gang.
Markedsfolkene havde egentlig besluttet, at 2025 var sidste gang med 90’er-festen.
»Men da succesen var så stor, og vi havde totalt udsolgt, så er vi blevet enige om at tage en sidste omgang 90’er-fest,« skriver Hammel Hestemarked i en pressemeddelelse.
»Vi kommer så til gengæld med et helt fantastisk setup. Denne gang med længere koncerter, så livemusik det meste af aftenen.«
På scenen kan man i år opleve ’The Boy Band’, som vækker klassikere fra Backstreet Boys, Take That, Westlife, NSync, A1, Boyzone og mange flere til live på scenen.
Man vil også kunne opleve Hampenberg, Alexander Brown og Yepha.
»To af landets dygtigste producere og dj’s parret med måske landets skarpeste rapper! Det kan ikke betyde andet end festgaranti,« skriver markedet.
Endelig kan man se frem til at skråle med på tekster som »Dub-i-dub-i-dub-i-yeah-yeah«, når Me and My træder op på scenen.
Imellem bandsene sørger DJ Chill for musikken.
Billetter sættes til salg 31. marts klokken 10.00.