Fortsæt til indhold

»Hvis ikke det mentale er i balance, er det svært at få hele høsten i hus«

Efter mange år som underviser har Esben Roved åbnet Lifecoach4U, hvor natur, samtale og mental trivsel er omdrejningspunktet.

Kultur og byliv
bo

Skoene knitrer på gruset foran landstedet på Storhøjvej 19 mellem Fruering og Hvolbæk, mens fuglene markerer de første tegn på forår.

Fra bakketoppen midt på græsmarken vinker Esben Roved med store, rolige bevægelser. Din Avis besøger Esben for at høre om hans nye virksomhed, Lifecoach4U.

»Vi begynder lige med en lille gåtur,« siger han og viser vej ad stien gennem marken mod et lille skovstykke og en sø.

På gåturen fortæller han om vejen til sit nye arbejdsliv.

Esben Roved er 61 år, uddannet landmand og har siden 1995 undervist på Bygholm Landbrugsskole. Her har han især interesseret sig for arbejdsmiljø og for, hvordan trivsel påvirker både læring og hverdagsliv.

Naturen er god til refleksion. Det ved de fleste. Alligevel pisker mange rundt for at få bedre kondital og færre kilo på sidebenene, mens de glemmer den mentale trivsel
Esben Roved

Oprydning på den mentale hylde

»Vi har alle en eller flere laster med os. De kan udvikle sig til dårlige vaner og uhensigtsmæssige mønstre. Det gælder også de studerende på Bygholm. Jeg oplevede, at når jeg hjalp dem med at rydde op på den mentale hylde, gav det bedre resultater både fagligt og personligt. For hvis ikke det mentale er i balance, er det svært at få hele høsten i hus,« fortæller Esben Roved.

Erfaringerne gav ham lyst til at arbejde mere målrettet med mental trivsel. Derfor uddannede han sig i 2019 til NLP-psykoterapeut, så han kunne bringe mere teori ind i samtalerne med de studerende og i arbejdet med kommende klienter.

»Det kan være ganske få værktøjer og ændringer, der skal til for at bryde en vane, som står i vejen for ens velbefindende. Det kan være svært at se skoven for bare træer, og derfor vil jeg gerne hjælpe folk med at få øje på, hvor det giver mening at rydde op i bagagen,« forklarer han.

Flot krop – slidt sind

Den friske luft og duften af forår gør det let at følge tankerne, mens vi går.

»Naturen er god til refleksion. Det ved de fleste. Alligevel pisker mange rundt for at få bedre kondital og færre kilo på sidebenene, mens de glemmer den mentale trivsel. Hvad hjælper det med en flot figur, hvis det indre halter?« spørger Esben Roved.

Han har allerede fået flere klienter, som ønsker at arbejde med deres mentale trivsel.

Ifølge Esben Roved fylder problemer som angst, stress og depression meget hos flere af de mennesker, han møder.

»Vi arbejder med årsagen til det, der fylder, for det er ofte den, der skaber symptomerne. Hvis man kun fjerner symptomerne, får man måske en kortvarig lindring. Når man tager hånd om årsagerne og bearbejder dem med mentale værktøjer, kan man opleve en mere varig forandring og komme tættere på sine mål,« siger han.

Efter gåturen ved søen viser Esben vej til sin nyindrettede klinik. Det er en moderne pejsestue, hvor store lænestole med udsigt til mark, skov og rådyr skal danne rammen om fremtidige samtaler, når vejret ikke egner sig til møder i naturen