Butik har givet over halvdelen af sit overskud til lokale aktiviteter i lille by
Genbrugsbutik har for anden gang udloddet midler til kultur- og idrætsaktiviteter i lokalområdet.
For godt et år siden, 3. april 2025, åbnede Byens Genbrug Ulstrup en genbrugsbutik i de tidligere købmandslokaler i Hovedgaden i byen med små 2.000 indbyggere i den nordvestlige del af Favrskov Kommune.
Det var intet mindre end den tredje genbrugsbutik i den lille by, hvor Byens Genbrug ligger dør til dør med Danmission og Røde Kors. Den nye og selvstændige genbrugsbutik, der ikke er del af en kæde, havde da også budgetteret med at få et beskedent overskud på 70.000 kroner i de ni åbningsmåneder i 2025.
Overskuddet landede på 175.000 kroner og var altså to og en halv gange så stort som budgetteret, fortæller Elly Thøgersen fra Byens Genbrug Ulstrup.
»Vi er blevet taget godt imod og bliver forkælet med rigtig gode ting, der bliver doneret til os. Samtidig, og det er lige så vigtigt, kommer der mange kunder i butikken, så det er gået over al forventning.«
En stor del af salget, omkring 40 procent, går til folk fra Aarhus, Randers, Silkeborg og andre steder uden for kommunen, som kommer til Ulstrup for at købe genbrug.
»De kan parkere ét sted og handle i tre butikker. Vi løfter simpelthen hinanden,« forklarer Elly Thøgersen.
Støtter lokalt
I modsætning til Røde Kors og Danmission og andre kædegenbrugsbutikker er Byens Genbrug Ulstrup helt sin egen butik, der ikke skal aflevere en andel af overskuddet til et hovedkontor. Den et år gamle butik har desuden et andet formål, nemlig at støtte almennyttige aktiviteter i lokalområdet.
Lokale idrætsforeninger og kulturelle aktiviteter kan søge om at få del i de midler, butikken udlodder to gange om året. I efteråret 2025 blev de første seks ansøgere forgyldt med omkring 40.000 kroner. Her i april 2026 er anden ansøgningsrunde gennemført, og denne gang har butikken udloddet 94.500 kroner til otte lokale ansøgere.
Den lokale gymnastikforening, lokalrådet, spejderne og Busbjergspillene er blandt modtagerne, der får udbetalt midlerne, når de har indkøbt eller afviklet det, de har søgt penge til, og kan fremvise en regning. På den måde undgår butikken at give penge til noget, der ikke bliver til noget. Ved uddelingen i efteråret gav man penge til et fodboldholds transport til en udlandstur, men da holdet blev opløst inden turen, blev pengene aldrig udbetalt, men overført til næste ansøgningsrunde.
De fleste ansøgere har modtaget det fulde ansøgte beløb, mens andre har fået et godt tilskud til det ansøgte, som det er tilfældet med den lokale saunaklub, der havde søgt hjælp til en udebruser.
Ikke et værested men...
Det går rent faktisk så godt for Byens Genbrug Ulstrup, at butikken allerede nu godt kunne bruge nogle større lokaler. Butikken er dog så glad for den gamle og centrale købmandsbutik, at man ikke har intentioner om at flytte.
»Vi er glade for at ligge i Hovedgaden og prøver at være med til at skabe liv i byen og tilgodese kommunen og lokalbefolkningen. Vi er ikke et værested, men man kan komme og få en kop kaffe og en snak, og det benytter mange sig af,« fortæller Elly Thøgersen.
Under den nationale hjerneuge lagde Byens Genbrug lokaler til en kommunal café, og når der 7. juni er Klovneløb i Ulstrup, står genbrugsbutikken for et depot med saftevand, og butikken holder åbent i flere timer end normalt.
I takt med at det går bedre end forventet, har butikken udvidet åbningstiderne, så man nu har åbent alle ugens dage undtagen mandag. Torsdag og fredag er der åbent hele dagen, lørdag og søndag er der åbent 3-4 timer, og tirsdag-onsdag holder man åbent om eftermiddagen.
Som en lille familie
Personalet består af 18 mænd og kvinder i alderen 20-85 år. De fleste er pensionister, men der er også ansatte, der har et almindeligt arbejde, heriblandt en 20-årig murerlærling.
»Han synes, der er så dejlig en stemning og fællesskab, og det skal der også være. Vi skal have det godt og glæde os til at komme på arbejde, og mange kigger forbi og giver en hånd med, selvom de ikke har vagt. Vi er så glade for at være her, at det føles, som om vi har fået en ekstra lille familie, fordi vi har det så godt sammen,« fortæller Elly Thøgersen, hvis mand også er aktiv i butikken.
Ingen får løn, men der er kaffe på kanden og en sommerudflugt og julefrokost at se frem til for personalet.
Har det hele
Og hvad kan man så købe i butikken, der støtter det lokale foreningsliv?
»Vi sælger sådan set alt. Telte, køkkengrej, tøj, sko, porcelæn, møbler, nips, bøger, cd’ere, film, malerier og meget mere.«
Mens køberne kommer mange steder fra, er det primært lokale, der donerer ting og sager til genbrugsbutikken.
De fleste ting bliver solgt i butikken i Ulstrup, og de ting, man vurderer ikke at kunne sælge i butikken, bliver givet videre til Dinesminde Venner, der sender det videre til krigens ofre i Ukraine.