Ny genbrugsbutik åbner om lidt: »Der kan sagtens være plads til os alle sammen«
Om lidt åbner Byens Genbrug i Ulstrup. Det bliver den lille bys tredje genbrugsbutik.
Inden længe åbner en ny genbrugsbutik i Ulstrup: Byens Genbrug.
Butikken er drevet af frivillige og vil blandt andet donere overskuddet til lokale foreninger og kulturelle aktiviteter.
»Vi har set et behov, og vi tror på, at der kan være plads til os alle sammen,« siger Elly Thøgersen, som er en del af projektgruppen bag butikken, og fremhæver at initiativtagerne bag butikken glæder sig til at skabe både økonomisk støtte og liv i Hovedgaden.
Byens Genbrug adskiller sig ved at have et stærkt fokus på at skabe et fællesskab og et hyggeligt mødested for både lokale og tilrejsende.
Et løft til Hovedgaden
For Elly Thøgersen har det altid været vigtigt at bidrage til Ulstrup.
Efter at have været involveret i forskellige frivillige projekter i byen, følte hun, at der manglede et projekt, som kunne støtte byens mange ildsjæle.
»Der er så mange, der gør et fantastisk stykke arbejde her i byen. Hvis vi kan give dem en lille håndsrækning, så vil det være godt,« siger hun. Butikkens overskud vil blive doneret til frivillige foreninger og kulturelle initiativer gennem ansøgningsprocesser.
Butikken kommer ikke kun til at tilbyde genbrugsguld til lokale, men også tiltrække kunder udefra. Der er et stærkt fokus på at skabe synergi med de øvrige butikker i området.
»Jeg har set, hvordan andre butikker har haft succes med at trække kunder ind fra andre byer. Vi vil også tilbyde nogle varer, som kan være attraktive for opkøbere, hvilket kan være med til at øge butikkens overskud,« forklarer Elly Thøgersen.
I Hovedgaden 24, hvor den gamle købmandsbutik tidligere lå, vil Byens Genbrug tage plads. Hovedgaden har tidligere haft en lidt stille atmosfære, men den nye butik skal være med til at bringe liv til gaden.
»Vi håber, at vores åbning kan være med til at vække gaden til live igen. Vi vil gerne bidrage til, at Hovedgaden ikke bare er en gennemkørselsgade, men et sted, hvor folk også kommer hen for at opleve fællesskab,« siger Elly Thøgersen.
Åbning i april
Byens Genbrug skal være et sted, hvor alle føler sig velkomne.
»Vi vil tilbyde gode varer til priser,« siger Elly Thøgersen. Butikken skal ikke kun tiltrække kunder, men også give meningsfuldt arbejde til de frivillige. Både ildsjæle og dem, der har ekstra tid at give, vil få mulighed for at bidrage til projektet.
Butikken planlægger at åbne 3. april, og der vil blive klippet en rød snor til åbningen, som samtidig byder på kaffe og en hyggelig atmosfære. Allerede fra 3. marts kan folk begynde at donere deres gode genbrugsvarer, så butikken kan fyldes op.
I den kommende måned arbejdes der på at få de sidste praktiske ting på plads, som betalingsløsninger og regnskaber. Projektgruppen er godt på vej, men der er stadig små justeringer, der skal gøres.
Modtagelsen af projektet har været overvejende positiv. Folk har allerede tilkendegivet, at de vil støtte op om butikken, og mange har lovet at donere varer.
Der er dog en lille skepsis fra nogle, der frygter, at byen får for mange genbrugsbutikker. Men Elly Thøgersen ser det ikke som et problem.
»Vi ser et stort potentiale i at samarbejde med de andre butikker og trække kunder ind udefra. Der kan sagtens være plads til os alle sammen.«