Fortsæt til indhold

Kommunen løfter sløret for ny festival med »magiske øjeblikke«

Ny kulturfestival bliver en guidet vandring, hvor man vil komme til at opleve byen, som man aldrig har set den før.

Kultur og byliv

Lørdag 26. september bliver Hinnerup forvandlet til en levende oplevelsesrute fyldt med kunst, musik, hemmelige steder og små magiske øjeblikke.

Sådan lyder det i en pressemeddelelse fra Favrskov Kommune om den nye kulturfestival Sans, der har fokus på kunst og æstetik. Nu løfter kommunen sløret for, at den nye festival bliver en guidet oplevelsesvandring, hvor du får lov til at opleve byen, som du aldrig har set den før.

Glem alt om kedelige fortove og velkendte rutiner. Her bliver du ledt ad glemte stier, ind i skjulte hjørner og forbi steder, du troede, du kendte, men som viser sig at gemme på nye historier. Undervejs kan du møde alt fra musik i naturen til et kor midt i byen, poesi, kunstinstallationer og lokale fortællinger, der dukker op som små overraskelser, lyder den videre beskrivelse.

»Sans er en invitation til at se Hinnerup med nye øjne. Vi ønsker at skabe små øjeblikke af forundring midt i det velkendte. Vi har skabt en vandring, hvor kunsten ikke står på en piedestal, men dukker op på vores vej. For det er i mødet mellem mennesker, steder og sanser, at magien opstår,« siger Trine Valentin, afdelingsleder for kultur i Favrskov Kommune.

Flere af oplevelserne er skabt af lokale kunstnere, foreninger og ildsjæle. Enkelte steder på ruten åbner kun denne dag og giver adgang til rum og fortællinger, som normalt er skjult for offentligheden. Lyde, dufte, stemninger og smagsoplevelser inviterer til nærvær og nysgerrighed undervejs, oplyser kommunen.

Kultur og fællesskab

Festivalen handler ikke kun om kunst og kultur, men også om fællesskab. Hele oplevelsen foregår i hold på 25 deltagere, der bevæger sig gennem byen side om side. Det betyder, at man ikke bare opdager nye sider af Hinnerup, men også får mulighed for at lære sine naboer bedre at kende. Tanken er, at der undervejs opstår små samtaler, grin og genkendelser, som gør vandringen til en fælles rejse gennem både byen og fællesskabet.

»Når man går sammen, åbner byen sig på en ny måde. Mødet med mennesker, steder og lokale initiativer giver deltagerne et stærkere blik for det lokalsamfund, de er en del af, og mange går forhåbentlig hjem med en fornyet stolthed over Hinnerup og en følelse af at høre til.«

Sans er den nyeste af Favrskovs fem kulturfestivaler, som også tæller Syng i Ulstrup, Skab i Hammel og to festivaler i Hadsten, Skrål og Kvas. Festivalerne med hver deres tema og værtsby er skabt for at styrke fællesskaber, kulturliv og lokale identiteter på tværs af Favrskov Kommune.