Kærligheden får dem først: Her er navnene, Smukfest tror på
St. Lazar, Efteraar, P3’s Næste-navne og comedy er en del af årets Live Camp-program, hvor Smukfest igen giver plads til dem, publikum måske snart hører meget mere fra.
»Jeg tror, vi kommer til at stå med et af de stærkeste lineups i mange år.«
Smukfest præsenterede onsdag programmet for årets Live Camp på Kærligheden, og bookingchef Mikkel Xavier lægger ikke skjul på, at forventningerne er store.
De fleste navne er endnu ukendte for det brede publikum. Men det er netop pointen med Live Camp, for det er her Smukfest giver scenen til morgendagens artister og komikere, før de måske en dag står på langt større scener.
Et godt eksempel er Annika, der for to år siden debuterede på Live Camp. Dengang havde hun ifølge Mikkel Xavier ikke spillet en eneste livekoncert før. I år åbner hun Bøgescenen.
Live Camp var hendes allerførste livekoncert. Og der var helt pakket foran den scene. Hun var helt overvældet, og nu er hun bare en kæmpe stjerne.Mikkel Xavier, bookingchef, Smukfest
»Live Camp var hendes allerførste livekoncert. Og der var helt pakket foran den scene. Der har aldrig stået så mange mennesker. Hun var helt overvældet, og nu er hun bare en kæmpe stjerne,« siger Mikkel Xavier.
Live Camp foregår fra søndag 2. august til tirsdag 4. august, inden Smukfest åbner festivalpladsen i skoven onsdag.
»Nu har vi annonceret programmet, og vi er faktisk enormt stolte over niveauet af artisterne,« understreger han.
Live Camp er Smukfests scene for vækstlaget. Og ifølge bookingchefen er det ikke tilfældige navne, der har fået plads i programmet.
Omkring 35 spottere fra festivaler, bookingbureauer og spillesteder peger hver især på artister, de tror på. På den måde er Live Camp ikke bare Smukfests egen mavefornemmelse, men et program sammensat med input fra store dele af musikbranchen.
»På den måde kommer branchen med en sværm af artister til os, som vi så lægger programmet ud fra,« siger Mikkel Xavier.
Koncerten er selve præmien
Live Camp har tidligere haft et tydeligt konkurrenceelement. Det er nu fjernet.
Ikke fordi Smukfest ikke længere vil løfte nye navne, men fordi festivalen hellere vil gøre selve koncerten på Live Camp til hovedsagen.
»Historisk har vi haft et konkurrenceelement med i Live Camp. Det har vi fjernet, mest fordi det ikke er det at vinde et eller andet show, der er det afgørende for, om man har en god oplevelse på Live Camp. Den gode oplevelse kommer ved at spille det show,« siger Mikkel Xavier.
Han kalder Live Camp et vigtigt springbræt, fordi det betyder noget i musikbranchen at kunne sige, at man har stået dér.
»Det er supervigtigt for de her artister at kunne sige, at de har stået på Smukfest. Det, at man faktisk har været udvalgt til at være en del af vores program. Det løfter mulighederne for at komme ud på spillesteder rundt i landet,« forklarer han.
Flere af årets navne har tilknytning til Skanderborg.
Det gælder blandt andre St. Lazar, der tidligere i år vandt Battle of Bands på Walthers Musikcafé, Smukfests eget spillested i Skanderborg.
Også det aarhusianske band Efteraar har en stærk lokal forbindelse. Flere af medlemmerne er vokset op i Skanderborg, og to af dem, Bernhard Babanto Berthelsen og Mikkel Elkjær Madsen, har været venner siden første dag i 0. klasse på Bjedstrup Skole.
Fra Kærligheden til Bøgescenen
For nogle, som Annika, bliver Live Camp første skridt ind i resten af Smukfest.
Ifølge Mikkel Xavier er det helt naturligt, at flere af de navne, der tidligere har spillet på Live Camp, senere vender tilbage til større scener i skoven. I årets EKKO-program er der eksempelvis fem artister, som tidligere har spillet på Live Camp.
»Det er et rigtig godt eksempel på, at vi har en fødekæde,« siger han.
I år har Smukfest også fået de fem navne fra P3’s Næste med i programmet. Det er CARLLO YABOY, Friða Saiya, Ida Just, Loui Henderson og Oskar Witt, som spiller tirsdag efter Comedy på Kærligheden.
»På den måde er vi med til at understøtte nogle af de nye vækstlagsartister, som P3 har fremhævet. Der kan vi som festival bakke op og præsentere dem live, så man ikke kun hører dem i radioen,« siger Mikkel Xavier.
Og selv om konkurrencen er væk fra Live Camp, lever den videre i comedy-delen. Her bestemmer publikum fortsat, hvem der skal videre til Standup for Skanderborg på Bøgescenen lørdag under festivalen.
»Comedy på Kærligheden er et kæmpe tilløbsstykke. Folk kommer med deres campingstole og hygger og stemmer med deres telefoner,« siger Mikkel Xavier.
Og for nogle af navnene på scenen kan det blive første skridt mod meget større scener.
læser
lige nu