Tidligere løb regnvandet i rør under jorden - nu er det hentet op til overfladen, og park er som forvandlet
Åby Park er blevet forvandlet til et rekreativt område, hvor regnvandet nu løber synligt gennem parken og bidrager til nye naturoplevelser for lokale beboere.
I mange måneder har Åby Park i Åbyhøj lignet en stor byggeplads. Men nu står en ny park klar med rislende bække, blomster og nye aktivitetsmuligheder.
Om eftermiddagen mandag 22. juni var der indvielse af den nye park, hvor rådmanden for teknik og miljø, Nicolaj Bang (K), tændte for vandet. Der var også naturbingo, vendespil og skumfiduser over bål for dagens yngre besøgende.
Forvandlingen af Åby Park er sket som et led i Aarhus Vands arbejde med at separere regn- og spildevand i hele Åbyhøj. I den forbindelse har Aarhus Vand ønsket at skabe rekreative steder, hvor vand spiller en rolle.
Fodboldbanen og aktivitetspladsen findes stadig på deres sædvanlige pladser.
Vand op fra rørene
Tidligere løb regnvandet under parken i en skjult ledning. Nu løber det gennem parken.
»Vi henter regnvandet op fra rørene og bringer det op til overfladen, hvor det vil løbe i et åbent og bugtende vandløb,« har Lasse Hansen, projektchef ved Aarhus Vand, tidligere forklaret.
Vandløbet er anlagt med sten, træstammer og små overgangspunkter.
Desuden er der kommet et stort regnvandsbassin i bunden af parken med plads til omkring 1.000 kubikmeter. Ved store regnmængder kan vand ledes derhen og ”parkeres”.
»Det handler om at skabe et sted, som folk har lyst til at opholde sig i – ikke kun passere igennem,« har Pernille Skafsgaard, der er miljøsagsbehandler ved Aarhus Kommune, tidligere sagt.
Kommunen har ønsket at styrke biodiversiteten med nye stauder, urter og blomsterenge, der er plantet langs vandløbet, på kælkebakken og de grønne arealer mod Vibyvej/Åbyvej.
læser
lige nu