Mere end 100 gratis koncerter i denne uge som slutter med det største brag
Aarhus Jazz Festival er efter en svedig start i fuld gang. Byens pladser, torve og spillesteder er fulde af musik og jazz-events i de lange lyse sommeraftener.
Aarhus Jazz Festival holder i år 100-års fødselsdag for jazzen i Danmark med mere end 240 koncerter, der afholdes overalt i byen - både inde og ude.
Festen begyndte i weekenden og er godt i gang, men der er meget mere i vente, og det hele slutter med det største brag.
Der er stadig billetter at få til en række af koncerterne, og så er der flere end 100 gratis jazzoplevelser på blandt andet Klostertorvet og i Musikhusparken, på Sallings Rooftop, i kirkerne og på Institut for (X).
De første 100 år med jazz i Danmark bliver markeret på flere måder.
Kom til gode gamle dage
Man kan tirsdag tage et smut tilbage til de gode gamle dage med et besøg på jazzværtshuset Bent J, der var et legendarisk værtshus med stamgæster, bartendere og billige guldbajere. Det åbnede i 1973 på Nørre Allé og lukkede i 2008, men det kan stadig besøges i Den Gamle By, hvor det er genopført i 2014-bydelen.
Veronika Rud Trio spiller, og det kræver billet at komme ind.
Man kan komme endnu længere tilbage i tiden og jazzens historie ved at gå i Helsingør Theater torsdag aften og opleve ny musik for saxofonkvartet sammen med lyd- og videoklip fra Center For Dansk Jazzhistories arkiver.
Koncerten kredser om nedslag i dansk jazzhistorie fra Jazzbaren og Montmartre-perioden til John Tchicai, Svend Asmussen og Palle Mikkelborg i et nutidigt musikalsk udtryk. Jazzfestivalens administrative leder Marie Norman Nyeng præsenterer værket med en helt nede på jorden og gratis intro en time før koncerten, der kræver billet.
New York i Aarhus
Også sangeren Bobo Moreno har været med i det danske jazzunivers i mange år, og har sunget et væld af gange i Aarhus. Det gør han også i år, men som noget nyt er der en samtale med ham inden tirsdagens koncert på Tir Na Nóg. Man kan høre ham fortælle om sine mere end 40 år i branchen.
Samtalen er gratis at overvære men koncerten har entré.
Bag trommerne finder man Mikkel Vuust og Nikolaj Hess bag klaveret. De to tilbringer begge meget af deres tid i New York på byens svedige jazzscener sammen med de dygtigste i branchen og er fuldstændig opdateret på, hvad der rører sig.
Nu er de i Aarhus sammen med Mikkels far Peter Vuust, der ud over at være en utrolig flittig jazzbassist er kendt for sin forskning af musikkens påvirkning af hjernen. Han har skabt og er leder af Center For Music In the Brain.
De stille stunder
Årets gæstekunstner er den prisvindende sanger Astrid Engberg, der er på scenen stort set hver dag.
Lørdag aften kan man opleve hende i den smukke Lukas Kirke med en guddommelig lyd, hvilket kræver billet.
Og fredag middag arrangerer Turkis ”Picnic & Jazz på Persiske Tæpper” i den turkise have. Det er gratis at slå sig ned på de persiske tæpper og lytte med. Man kan købe sig en picnic i boderne på stedet.
Der spiller Astrid Engberg sammen med det usædvanlige aarhusianske strygerensemble Who Killed Bambi, som har strøget buer og akkompagneret næsten alt, der kan krybe, kravle eller gå på den danske musikscene.
Lidt i samme afdeling falder iransk-danske Camilla Dayyani, der torsdag aften holder stuekoncert i sit smukke hjem i Brabrand. Det bliver en intim oplevelse at høre hende, Olga Witte og Viktoria Søndergaard. Det kræver billet at være med.
Det største til sidst
Festivalen slutter med et kæmpe brag i form af en koncert med en af de allerstørste: den legendariske bassist Marcus Miller, der tager sine lige så berømte amerikanske kolleger med. Der er tale om guitaristen Mike Stern, Bill Evans på sax, Mino Cinelu, Russell Gunn, Brett Williams og Anwar Marshall.
De hylder Miles Davis i anledning af 100-året for trompetistens fødsel. Marcus Miller stod ved Davis’ side i hans sidste kreative årtier og var med til at definere mesterens lyd på album som Tutu og Amandla.
Miller selv er en af de mest markante stemmer på den moderne jazzscene og kan opleves mandag 6. juli i Musikhusets Store Sal, hvilket kræver billet.
læser
lige nu