Fortsæt til indhold

I festugen slukker lyset i et kæmpestort område midt i Aarhus - det giver dig en unik mulighed for at se stjernehimlen

Lyseslukningen er en del af kunstværket 'Seeing Stars'.

Kultur og byliv
ceb

Normalt er det svært rigtigt at se nattehimlen i det centrale Aarhus.

Men det kommer til at ændre sig i Aarhus Festuge.

Søndag 6. september kulminerer festugen nemlig med en spektakulær og poetisk fællesoplevelse, når du kan opleve den internationalt anerkendte hollandske kunstner Daan Roosegaardes værk ’Seeing Stars’.

Det fremgår af en pressemeddelelse.

Klokken 21.30-23 slukkes lyset i et centralt område af Aarhus. Gadelys, facadebelysning og lys i virksomheder og institutioner slukkes, mens privatpersoner opfordres til at gøre det samme. Sammen skaber byen mørke nok til, at stjernehimlen igen træder frem over Aarhus.

I en tid, hvor lysforurening gør det svært at opleve nattehimlen, inviterer værket publikum til at genopdage noget, der altid har været der.

Begivenheden finder sted i området omkring Musikhusparken og Rådhusparken samt i en radius af 500 meter derfra, hvor publikum inviteres til at opleve mørket sænke sig over byen.

Til tonerne fra messingblæsere fra Det Jyske Musikkonservatorium slukkes lyset i markante bygninger som Aros, Musikhuset, Ridehuset og Aarhus Rådhus.

En oplevelse, der kun kan ske i fællesskab

Seeing Stars er mere end et kunstværk. Det er en fælles indsats, der kun kan lykkes, hvis borgere, virksomheder, institutioner og myndigheder arbejder sammen.

»Vi inviterer hele Aarhus til at dele en oplevelse, som kun kan lade sig gøre, når vi gør det sammen. Det bliver en smuk og stemningsfuld oplevelse at se stjernerne over Aarhus akkompagneret af blæserne fra Det Jyske Musikkonservatorium og mærke det fællesskab, der opstår, når tusindvis af mennesker samles om den samme handling,« siger Anders Winnerskjold (S), der er borgmester i Aarhus og bestyrelsesformand for Aarhus Festuge, i pressemeddelelsen.

For Aarhus Festuge er værket en naturlig forlængelse af ambitionen om at samle byen på tværs af generationer, interesser og baggrunde.

»Seeing Stars er et værk, der på en gang er storslået og enkelt. Når vi sammen slukker lyset, skaber vi plads til både eftertanke, forundring og fællesskab. Det er en poetisk og meningsfuld måde at afslutte Aarhus Festuge på,« siger Jakob Tekla Jørgensen, der er direktør for Aarhus Festuge.

I samarbejde med Ole Rømer Observatoriet og Space - Aarhus Space Centre får publikum mulighed for at udforske nattehimlen gennem teleskoper, der er rettet mod udvalgte stjerner, planeter og andre himmelobjekter.

’Seeing Stars’ er støttet af Kemp & Lauritzen Fonden, Kirsten og Gunnar Fonden, Knud Højgaards Fond og Salling Fondene.

Se video: