Efter syv år med »kriser, kærlighed og kaos«: Central tøjbutik lukker
»Det er en beslutning fyldt med blandede følelser,« lyder det fra indehaverne. Sidste åbningsdag er lørdag 29. august.
I syv år har genbrugsbutikken Komma solgt tøj, sko og accessories til kvinder fra forretningen i Studsgade.
I butikken har kunderne gennem årene kunnet finde et hav af populære mærkevarer, men også selv haft mulighed for at sælge tøj fra gemmerne.
Men snart er det slut.
Det oplyser den centralt placerede genbrugsbutik på Facebook.
»Efter 7 år er tiden kommet til at sige tak for nu. Vi har det seneste stykke tid mærket rigtig grundigt efter, og vi kan mærke, at nye drømme trækker. Nye kapitler. Nye veje.«
»Tiderne har også ændret sig. Det er blevet noget andet at drive en lille butik i dag, end da vi startede for 7 år siden, og det har også været en del af grunden. Måske er det netop derfor, det føles rigtigt at stoppe nu. Ikke fordi vi har mistet kærligheden til butikken og jer, tværtimod. Men fordi vi gerne vil stoppe, mens legen stadig er god, og mens beslutningen stadig er vores egen,« lyder det i opslaget.
Beslutningen er dog »vemodig« og har ikke været nem, skriver forretningen.
»Det er en beslutning fyldt med blandede følelser. For den her butik har været så meget mere end bare arbejde. Den har været en kæmpe del af vores hverdag og vores identitet. Her har været kærlighed, kriser og kaos. Fester og farver. Dybe, lange snakke med jer kunder og hinanden. Bekendtskaber, venskaber og netværk er vokset ud af Komma. Generelt menneskerne, historierne fællesskabet og minderne kommer vi til at bære med os for altid. Vigtigst af alt, TAK for jer.«
Ifølge Facebook-opslaget er sidste åbningsdag i butikken lørdag den 29. august.
læser
Stor fest med fri bar afblæst: »Vi er rigtig kede af at måtte aflyse«
lige nu