Spillested i Ebeltoft: »Det burde ikke kunne lade sig gøre«
Først voksede interessen for at blive frivillig så meget, at der kom venteliste. Nu har spillestedet Kulturloft offentliggjort et nyt koncertprogram, hvor navnene er så markante, at de ifølge foreningen næsten ikke burde kunne lokkes helt til Ebeltoft.
Det burde næsten ikke kunne lade sig gøre.
At få nogle af de navne, der normalt hører hjemme på de større koncertscener, til at lægge vejen forbi Ebeltoft. Og samtidig have så mange lokale, der gerne vil hjælpe med at få arrangementerne til at fungere, at der nu er venteliste til at blive frivillige.
Men det er situationen på Kulturloft, spillestedet, der ligger i en af de smukke bygninger, der tilhører byens vartegn, Maltfabrikken.
»Det er faktisk navne, der er så særlige, at det slet ikke burde kunne lade sig gøre at få dem til Ebeltoft,« mener Arvid Bech, der er kasserer i Kulturloft.
Han har været med til at skaffe støtte fra blandt andre Statens Kunstfond, Syddjurs Kommune, Nordea og Sol og Strand til en række klassiske koncerter.
Og det er ikke bare koncerter med musikere, der er hentet ind for at fylde en aften i kalenderen.
Det er ensembler med internationale meritter, musikere fra landets førende orkestre og kunstnere, der arbejder med at udfordre selve opfattelsen af, hvad klassisk musik kan være, forklarer han.
Spar turen til Aarhus
Kulturloft lavede første gang en række klassiske koncerter i foråret, og ifølge Arvid Bech var besøgstallet tilfredsstillende.
Nu kommer en ny række, hvor navnene om muligt er endnu mere markante.
»Det er et unikt tilbud at kunne høre de her koncerter i Ebeltoft. Man behøver ikke længere køre til Aarhus,« siger han.
Koncerterne foregår desuden i Kulturlofts mere intime rammer.
»Man får mulighed for at opleve klassisk musik i nogle andre rammer, og det giver en anderledes oplevelse.«siger Arvid Bech.
Billetpriserne til de fire klassiske koncerter varierer, men støtten fra fonde og kommune er med til at holde dem på et niveau, som ifølge Arvid Bech er blandt de laveste, man finder for klassiske koncerter.
Frivillige står bag
Kulturloft er samtidig et eksempel på, hvordan et lokalt kultursted kan vokse gennem frivilligt engagement.
Der er nu så stor interesse for at blive en del af det frivillige hold, at der er lavet en venteliste.
De frivillige hjælper med at få arrangementerne til at fungere i praksis – fra afvikling og praktiske opgaver til alt det, der skal gå op, når publikum kommer ind ad døren.
Samtidig er ambitionen at udvikle Kulturloft, så der er noget for flere aldersgrupper og på tværs af genrer.
Sidste år blev der blandt andet prøvet kræfter med sangaftener, og det er blevet en succes.
Det er altså ikke kun de klassiske koncerter, der skal være plads til. Kulturloft vil gerne være et sted, hvor både børn, voksne og ældre kan finde noget, de har lyst til at opleve.
Fire særlige koncerter
Den nye klassiske koncertrække begynder med to koncerter, der falder sammen med efterårsferien og Ebeltofts store Ebelfestival, der varer hele uge 42.
Tirsdag 13. oktober får Kulturloft således besøg af Morten Kargaard Origin Septet.
Ensemblet arbejder i krydsfeltet mellem klassisk og rytmisk musik og består af musikere med baggrund fra blandt andet Copenhagen Phil, Det Kongelige Kapel og DR Symfoniorkestret.
Onsdag 14. oktober er der børnekoncert med Who Killed Bambi, det århusianske strygerensemble, som kombinerer den klassiske strygertradition med leg, nysgerrighed og musik på tværs af genrer. Publikum kan blandt andet høre Haydn, Strauss, børnesange og ensemblets egne værker.
Gruppen har samarbejdet med en lang række kunstnere som Oh Land, Mads Langer og Steffen Brandt. Til denne koncert fortæller og viser de, hvordan violin, bratsch og cello kan få musikken til både at danse, synge og drømme. Alle aldre er velkomne.
Fredag 13. november kommer Ensemble Hermes, som sammensætter musik af blandt andre Schubert, Stravinsky, Sjostakovitj og Richard Strauss i en fortælling om krig, sorg, konflikter og håb.
Ensemblets syv musikere indtager desuden skiftende positioner i rummet og bruger enkelte rekvisitter til at forstærke musikkens udtryk og understøtte historiefortællingen.
Og lørdag 21. november spiller Nightingale String Quartet. Kvartetten har modtaget en lang række nationale og internationale priser og udmærkelser, og blev desuden også årets P2-kunstner i 2025.
Kvartetten er ifølge Arvid Bech kendt for at skabe nye opsætninger og perspektiver på klassiske værker.
»Det er et kæmpe scoop,« lyder det afsluttende fra Arvid Bech og resten af holdet på Kulturloft, der glæder sig til endnu en sæson med en bred vifte af kulturtilbud på den lille scene under loftet.
læser
Svensk modegigant afslører: Denne dag åbner ny butik
lige nu