Stort marked får ny formand: »Jeg dur ikke til at sidde i en sofa og se tv – jeg skal helst have noget at rive i hele tiden«
»Min fornemmeste opgave er sådan set ikke at blande mig for meget,« siger ny markeds-formand.
Efter to år som formand for Hammel Hestemarked overlader Allan Bo Andresen posten til Jesper Balker, når dette års marked er ovre.
»Da den forrige formand, Per Bøving, stoppede, tog jeg mest titlen af nød, da vi ikke lige havde fået kørt en ny i stilling – og så var det jo alligevel mig, der gik og gjorde meget af arbejdet,« siger Allan Bo Andresen, der nu glæder sig over, at en »god mand« står klar til at overtage.
»Jeg er jo på lønningslisten i Hammel GF, og jeg synes, at formanden for hestemarkedet skal være frivillig. Vi skal jo også passe på, at der ikke bare er én person, som sidder med al viden. Det er godt at få tingene delt lidt ud. Og hvis jeg lige kunne få to timer frigivet om ugen, ville det da heller ikke gøre noget,« siger den afgående formand, der ud over at være forenings- og eventchef i Hammel GF også blev byrådsmedlem for Venstre i januar i år.
Allan Bo Andresen bliver ved med at sidde i styregruppen bag hestemarkedet og vil langt hen ad vejen lave det samme markedsarbejde, som han har gjort som formand.
»Men Balker bliver ansigtet udadtil, og alle henvendelser kommer jo til at gå til ham – og han bliver god som formand,« siger Allan Bo Andresen.
Vil gerne gøre en forskel
Jesper Balker vil nogle måske kende som formand for Hammel GF’s fodboldafdeling gennem 14 år. Den post sidder han dog ikke længere på, så han er klar til at iføre sig en ny formandskasket.
Jesper Balker har været en del af styregruppen bag Hammel Hestemarked gennem flere år. Først som frivilligkoordinator, så som næstformand i to år.
Hvorfor gider du tage formandsposten for hestemarkedet?
»Jeg brænder for Hammel GF (som står bag hestemarkedet, red.) og vil gerne gøre en forskel. Min far var også en stor foreningsmand i Sabro, så jeg har nok arvet det fra ham,« siger den kommende formand.
»Og så dur jeg ikke til at sidde i en sofa og se tv. Jeg skal helst have noget at rive i hele tiden,« fortsætter Jesper Balker, der har store børn, som »stort set er flyttet hjemmefra.«
»Så jeg skal jo bruge tiden på noget. Og det er altså også bare virkelig sjovt at se det hele gå op i en højere enhed, når markedet åbner,« siger formanden, der sådan set ikke har brug for at gøre opmærksom på, at han er netop formand.
»Jeg har altid gjort meget ud af ikke at promovere mig selv. Jeg betragter ikke en formandspost som ”højt på strå”. Jeg er bare én, man kan gå til, hvis der er brug for noget. Min fornemmeste opgave er sådan set ikke at blande mig for meget,« fortsætter Jesper Balker, som »gør meget ud af at være ”på gulvet” og hjælpe med at gøre alting klar.«
læser
Bekræftet: Nu får kommunen sin første McDonald’s
lige nu