Kendt journalist er død efter lang tids kamp mod sygdom
Peter Thygesen var tilknyttet Politiken i 40 år, hvor han var frem til sin død.
Den mangeårige Politiken-journalist Peter Thygesen er død – 72 år.
Det skriver Politiken, der bringer en nekrolog. Dødsårsagen fremgår ikke, men ifølge mediet har han kæmpet med sygdom i årevis.
Politiken skriver i sin nekrolog, at Peter Thygesen er opvokset i Dolmer ved Grenaa og blev student fra byens gymnasium i 1973.
»Han bevarede livet igennem en tæt tilknytning til sin fødeegn, og selv om han så afgjort talte rigsdansk, var det med en umiskendelig østjysk klang,« står der videre.
Han begyndte at læse historie på Aarhus Universitet, hvor han fik en bachelor. Senere kastede han sig så over journalistikken på Danmarks Journalisthøjskole (i dag DMJX).
Peter Thygesen var tilknyttet Politiken i mere end 40 år.
Her blev han ansat kort efter at have færdiggjort sin uddannelse, og det var også hos Politiken, at han tilbragte sin praktiktid under uddannelsen.
Oprindeligt blev Peter Thygesen ansat som almen reporter på avisen. Senere bestred han poster som kulturreporter, hvor han særligt skrev om scenekunst, skriver mediet.
Videre dækkede han også kongehuset i en årrække, som han ifølge Politiken havde en særlig beundring for.
Det førte videre til, at han blev benyttet som ekspert på området af andre medier, mens han var en del af TV 2’s kongehuspanel.
Derfor var det også en stolt Peter Thygesen, der i forbindelse med dronning Margrethes 80-års fødselsdag blev udnævnt til ridder af Dannebrog.
»Det er en kæmpeoverraskelse, at jeg nu bliver betænkt af dronningen. Jeg er uforbeholdent stolt og beæret,« udtalte han i forbindelse med Politikens dækning af sagen.
Peter Thygesen blev i 2009 udpeget som avisens navneredaktør, der ifølge mediet var hans drømmejob.
I Politikens nekrolog bliver Peter Thygesen beskrevet som en ”institution”.
Videre lyder det, at han var en imødekommende, hjælpsom og pligtopfyldende kollega. Sidstnævnte blev således illustreret ved, at han skrev sine sidste artikler fra hospitalssengen.