Hyldest til Peter: »Du vil blive husket for din passion og balstyriske tilgang til tilværelsens højdepunkter«

Kære Peter

Så blev det også din tur til, forsigtigt og tøvende, at trække sløret til side og træde ind i en verden, ingen, der ikke har prøvet det, kan vide noget om. Desværre kan du ikke behørigt orientere os om dét, vi ikke véd, men jeg er sikker på, at du hverken kommer til at kede dig eller savne udfordringer på dit nye meta-niveau. Naturligvis forudsat, at der vitterlig findes en anden eksistens end dén, vi levende har vænnet os til:

Livet er, men er mon døden livets modsætning eller et andet aspekt af dette liv?

Et helt liv gik på Skanderborg (Amts-)gymnasium med at undervise i tysk og dansk for de mange adepter, der sugede viden til sig, og som siden, da det blev deres tur, hjalp med at opretholde samfundet. Et samfund, der synes mere og mere i opløsning på grund af manglende fælles værdier og manglende kendskab til en fælles historie, der mere og mere synes at fortone sig i fraser, uvidenhed og ligegyldighed.

Du gjorde dit for at udskyde forfaldet, idet du qua din sønderjyske baggrund var klar over historiens og sprogets store betydning for et folk.

Kan du huske, hvordan vi som ret unge adjunkter spurtede hen ad gangene på gymnasiet og kappedes om at komme først op ad trappen til øverste etage? Flere trin ad gangen tog vi, men du vandt som regel.

Den samme balstyriske tilgang til tilværelsens højdepunkter viste sig også på dansklærernes studierejse til Lissabon og omegn i efteråret 1997, hvor du næsten løb op ad den stejle vej for at komme først til Penapaladset ikke langt fra Sintra, og hvor vi alle sammen opløftede en aften og tog Gloria-kabelbanen op til Bairro Alto fra Restauradores for at mæske os på den lille, hyggelige restaurant med den lækre anderisret! Dér styrtede de to vogne sammen for nylig, og døden høstede grådigt og uventet 16 sjæle og 23 sårede:

Når døden kommer, må den gerne komme uventet!

Vi sås sidst for lidt over tre år siden over en anden begravelse, og du så ud til at være i strålende form, og det var en fornøjelse at tale med dig igen og høre dit nydelige, velartikulerede sprog, som nu desværre er forstummet.

Men vi, der stadig frister denne tilværelse histneden, véd jo ikke, hvad dén død implicerer, som du nu (måske) har fået den tvivlsomme fornøjelse at gøre dig klog på:

Måske skulle vi andre i tide udstyre os med Heibergs »En sjæl efter døden« for at udfinde, om der eventuelt dér kunne findes lidt trøst og husvalelse for vores forståelige skepsis over for dét, der ikke kan erkendes.

Måtte du leve videre på ét eller andet plan, og måtte livet ikke slutte med døden; det er dét håb, vi kan tage med i graven, når den engang er gravet dyb og sort, og tak for at have lært dig at kende, Peter!