Mere gadefest og et skarpt program ønskes, men Blitz og park fungerede godt
Det nye hold bag Aarhus Festuge er ved at gøre status over deres første år, som havde både gode momenter og plads til forbedringer.
Aarhus Festuge blev i år afviklet af et friskt hold, der består af mange nye ansigter på diverse poster.
I disse dage pakker de ned, mens de spændt venter på besøgstal fra de mange aktiviteter, som er blevet afviklet en lang række steder i byen.
»Så holdt det op med at regne,« er det første, direktøren Jakob Tekla Jørgensen siger, da vi ringer til ham.
Han ler.
»Regnen har sat sit tydelige præg på ugen. Folk kom ud og gik hurtigt hjem igen, når regnen dukkede op. Måske var der nogle, som slet ikke dukkede op, så vi er spændte på tallene,« fortsætter han.
Flere tal
En af de ting, der skal blive bedre i forbindelse med festugen, er konkrete tal for, hvor mange gæster der er.
»Vi havde alt for få tal, da jeg kom, så det er vi ved at ændre på. Vi har sammen med Rambøll udviklet skemaer, som folk rent faktisk svarer på, for vi skal have mere data. Arrangørerne for alt fra Jørgen Leths Mindeløb til et strikkeevent ved Vor Frue Kirke skal tælle gæsterne og se på deres alderssammensætning,« fortsætter han.
Skarpt program
Et af de andre punkter, som ofte får kritik og altid er under udvikling, er programmet. Det er også tilfældet i år, hvor vi har spurgt folk på gaden, hvad de savner.
Der er ikke færre end 1.600 punkter i programmet, og det skyldes i høj grad, at mange af byens faste indslag ad åre er listet op. For eksempel lyssætningen på Ringgadebroen, på Filmbyen og på Skt. Pauls Kirke.
Når selv de helt unge aarhusianere efterlyser simple plakater i byrummet, fordi det digitale program er uoverskueligt, må der være noget om snakken.
»Byens permanente indslag er med, fordi der kommer en del mennesker udefra, som ikke kender dem. Vi har faktisk en del skilte, hvor der står, hvad der sker lige den dag på det sted, hvor skiltene står. Og det er vigtigt, for vi ved, at 70 procent af gæsterne bare tager ind i festugen og oplever noget spontant. Vi er godt på vej med de ting,« mener Jakob Tekla Jørgensen.
Han peger på, at man altid kan tage i Festugeparken og Blitz på Bispetorvet, for der er et tæt program hver dag begge steder.
Mere fest i gaden
Et fast tilbagevendende ønske fra aarhusianerne er mere fest i gaderne.
I år var der flere bud på gadeteater, blæksprutter, som indtog byens bygninger og svævende artister.
»Det er absolut på ønskelisten at få flere events i gaderne. Det er min drøm, at hvert eneste hjørne under festugen vil summe af liv. Festugen handler rigtig meget om at gøre byen levende, at det er vigtigere end det, der foregår noget inde i husene. Selv om det også er godt - især når det regner,« forklarer direktøren.
Flere penge ønskes
Jo flere penge, desto større fest. Sådan er det også i festugen Så mere fest i gaderne kræver en bedre økonomi.
»Vi har ikke fået tilført nye midler fra kommunen, og tingene er blevet dyrere. Vi ønsker at få vores økonomi til at vækste, så vi ser på forskellige muligheder. Vi har plads til mange flere i partnerkredsen. Nogle af dem, der tjener penge i festugen, skal måske også være med til at løfte festen. For eksempel dem, der sælger øl og mad,« siger Jakob Tekla Jørgensen.
»Vi skal løfte i flok.«
Blitz er en succes
Aarhus Festuge har formået at sætte gang i nogle gode ting i år. Det gælder for eksempel den nutidige version af fordums Univers på Bispetorvet, hvor man kan høre gratis musik hver dag.
»Det er godt, at vi har aktiveret Bispetorvet igen sammen med Aarhus Volume. Det har vist sig at være en god og smuk koncertplads mellem teatret og domkirken med mange gode navne. Til gengæld inviterede den ikke til, at mange hang ud mellem koncerterne. Vi mener dog, at det var pænt besøgt trods regnen,« vurderer direktøren.
Festugen ser på, om den kan lave en eventuel overdækning til næste år. Måske i samarbejde med kommunen, der kan bruge sådan en i andre sammenhænge.
Festugeparken spiller
Den såkaldte Festugepark mellem Musikhuset og Rådhuset har været flot besøgt mellem regnbygerne.
Der er blevet danser næsten alle former for dans under tag i den åbne pavillon fra morgen til aften.
De to faste koncerter hver aften kl. 18.30 og 20.30 på scenen Hvælvingen tæt på rådhuset har trukket op til 3.000 gæster. Især Kedde var en stor succes.
Festugeparken er i det hele taget et fast samlingspunkt i ugen med program hver dag fra formiddag til ud på natten.
Når enden er god
Det var da også her, at festugen sluttede søndag aften.
»Det var så fint, at der stod flere tusinde mennesker i parken, da alt lyset slukkede. Der faldt ro over flokken, så det var stemningsfuldt og poetisk. Folk var overrumplede over, hvor mørkt der faktisk bliver, når man slukker lyset inde i byen,« siger manden bag programmet.
Han mener, at arrangementet var vellykket, selv om det var overskyet.
»Det var en levende himmel med lammeskyer, og nogle gange kunne man se stjerner. Men det var ikke alene formålet. Det var oplevelsen.«
læser
»Kæmpe tak til vores trofaste gæster, som ikke lod sig slå ud af regnen«
lige nu