Fortsæt til indhold

80 millioner til to nye svømmesale – byrådet overvinder vandskrækken

Mens kommunen skal spare, får Hørning og Galten-Skovby hver 40 millioner kroner til nye svømmesale. I Hørning jubler klubben – ved Klank lever drømmen om et større projekt videre.

Kultur og byliv

Sparekniven er fremme, og kommunekassen er presset. Alligevel har byrådet fundet plads til 80 millioner kroner til to nye svømmesale: én i Hørning og én ved Klank i Galten-Skovby.

Dermed får mange års kamp for svømmefaciliteter ved Klank endelig et håndfast resultat. I Hørning bliver frygten for at miste bassinet på Bakkeskolen afløst af udsigten til et helt nyt svømmetilbud ved Hørning Idrætscenter.

De to steder får hver 40 millioner kroner til en svømmesal med et bassin på cirka otte gange 16 meter og tilhørende omklædningsfaciliteter. Større bassiner og varmtvandsbassiner kræver, at lokale kræfter selv skaffer flere penge.

Jeg tror helt klart, det er en redning for klubben
Flemming Wickberg, formand for Hørning Svømmeklub

Millionerne kommer dog først om nogle år. Ved Klank er der tale om penge fra en allerede afsat ramme til kultur og idræt. I Hørning skal kommunale ejendomssalg finansiere byggeriet.

For Hørning Svømmeklub er det langt mere end en ny adresse.

»Jeg tror helt klart, det er en redning for klubben,« siger formand Flemming Wickberg.

Klubben har 700 medlemmer, og stort set alle hold er booket helt op.

Ny svømmesal frem for lapper på den gamle

Den gamle svømmesal på Bakkeskolen skal ikke lappes, men erstattes af en ny ved Hørnings eksisterende idrætsfaciliteter. Kommunen skal nu i dialog med Hørning Idrætscenter om, hvordan projektet kan finde plads.

Regnestykket bag beslutningen er til at få øje på: En renovering vurderes at koste cirka 18 millioner kroner. Bliver svømmesalen på Bakkeskolen, ventes kommunen desuden at få omkring syv millioner kroner mindre for grunden.

Forligspartierne ser derfor nybyggeri som den klogere investering. De forventer længere levetid og en mere energivenlig og billigere drift. Flytningen frigør samtidig hele Bakkeskolens areal til byudvikling.

Salg af Bakkeskolen og Fregerslev Stadion skal betale for den nye svømmesal. Kommunen forventer et samlet provenu på cirka 52 millioner kroner. De 40 millioner går til byggeriet, resten til den pressede kommunekasse.

Svømmeklubben skal dog ikke pakke korkbælterne endnu. Ifølge aftalens tekst kommer anlægspengene først i 2031 og 2032.

Ventetiden bekymrer ikke Flemming Wickberg.

»Vi har fået lovning på, at vi kan blive på Bakkeskolen, indtil den nye svømmesal åbner,« siger han.

Til gengæld glæder han sig til, at klubben bliver mere synlig på en ny adresse.

»Der er mange, der ikke ved, at vi har svømmesalen på Bakkeskolen. At få idrætstilbuddene i byen samlet ét sted er positivt.«

Undervejs i kampen for at bevare svømmetilbuddet samlede klubben 2500 underskrifter og inviterede byrådet indenfor. Flemming Wickberg tror, at begge dele har været med til at bane vej for beslutningen.

»Vi er selvfølgelig jublende lykkelige – og meget taknemmelige for de 2500 underskrifter. Jeg tror, at de har gjort en stor forskel.«

Glæde – men hvor skal den ligge?

Hos Hørning Idrætscenter kom budgetnyheden også bag på bestyrelsesformand Lars G. Jørgensen.

»Vi er et idrætscenter og bakker selvfølgelig op om de faciliteter, man gerne vil have i byen. Kan vi være en del af det, så deltager vi gerne i dialogen.«

Før begejstringen bliver til byggetegninger, skal der dog findes plads. Ikke bare til et bassin, men også til parkering og en løsning, der tager hensyn til skolen og daginstitutionen ved siden af.

»Vi er jo begrænset arealmæssigt. Vi skal kigge på helheden og se, hvordan vi løser det,« siger han.

Hørnings vækst kræver, at man ser længere frem end til første åbningsdag, understreger formanden.

»Med den udvikling, Hørning har, er vi nødt til at tænke over, hvad der er behov for om fem og 10 år. Vi vil gerne være realistiske – vi må se på det store billede. Men vi går ind til dialogen med et åbent sind.«

Vi får de 40 millioner – resten er op til os
Jacob Haulrich, formand for Klank Svømmehal

Klank vil stadig have mere vand

I Galten-Skovby bliver 40 millioner kroner fra den tidligere afsatte ramme til kultur, fritid og idræt nu øremærket svømmefaciliteter ved Klank.

For Jacob Haulrich, formand for foreningen Klank Svømmehal, er det et gennembrud. Pengene rækker til en svømmesal, men foreningen holder fast i drømmen om en svømmehal.

»Vi sigter efter det, vi altid har sigtet efter – et bassin på 25 meter og varmtvandsbassiner,« siger han.

Prisen for det større projekt er efter foreningens seneste beregninger cirka 130 millioner kroner, fremskrevet til byggestart. Der skal altså findes omkring 90 millioner oven i kommunens bidrag.

Det tager ikke modet fra formanden. Tværtimod mener han, at kommunens tilsagn åbner døren til fonde og virksomheder, som foreningen hidtil har haft svært ved at komme i dialog med.

»Det er en kæmpe milepæl.«

Bestyrelsen har allerede lagt en plan for de næste skridt. Opstart af dialog med fonde og store lokale virksomheder er blandt de skridt, der nu skal tages. Foreningen er allerede i dialog med en bank.

Én dør har byrådet dog lukket: Ekstra finansiering må ikke bygge på lån med kommunegaranti eller kommunal hjælp til at betale låneydelserne.

»Vi får de 40 millioner – resten er op til os,« siger Jacob Haulrich, der håber, de første gæster kan hoppe i vandet i 2033.

Pengene skal findes inden maj 2028

Vil vandhundene i Hørning og Galten-Skovby have større bassiner eller varmtvandsbassiner, skal tilsagn om ekstra finansiering være på plads inden 1. maj 2028.

I Hørning vil svømmeklubben søge fonde. Men Flemming Wickberg tvivler på, at det er realistisk at skaffe de nødvendige millioner inden fristen.

»Det er ret kort tid at skulle skaffe mange millioner. Der skal nok det dobbelte til, hvis vi vil have et større bassin eller varmtvandsbassiner.«

Et større byggeri er dog kun den ene del af regnestykket. Der skal også være råd til at holde det kørende.

Kommunen afsætter 900.000 kroner årligt til driften af hver svømmesal – samme beløb som driften af den nuværende svømmesal i Hørning. Bliver faciliteterne større, skal der tages særskilt stilling til driftsbudgettet.

Hos Klank vil Jacob Haulrich først have afklaret, hvilke opgaver kommunens beløb skal dække, før han kan vurdere, om det rækker.

»Skal vi for eksempel også ud af de midler dække skolesvømning? Der er mange uafklarede spørgsmål.«

Se video: