Fortsæt til indhold

Stifteren bag TV-Basic er død: »Han har skabt mange talenter«

Journalist Niels Fensten er død. Tidligere elev på TV-Basic mindes ham.

Kultur og byliv

Stifter og leder af TV-Basic journalist Niels Fensten er død i en alder af 82 år efter længere tids helbredsproblemer.

TV-Basic var et regionalt tv-uddannelsesprojekt, der så dagens lys i 1989 og holdt til i Risskov.

Projektet var støttet af Århus Amt og fungerede som læreplads for unge, der ville ind i film- og tv-branchen. De lavede blandt storskærmsproduktioner ved events som Smukfest.

En af de tidligere elever på TV-Basic – eller TVB, som hun kalder det – er Micha Fuglede. Hun gik på uddannelsen i 1990’erne.

»Han kunne godt være lidt hård. Han stillede krav og forventede at man kom til tiden, men han var også kærlig. Han har skabt mange talenter,« mindes hun.

Hun fortæller, at han var god til at give folk et skub til at skabe rammer, hvor de kunne tro på deres egne evner.

»TV-Basic var en slags TV-legeplads, hvor man kunne prøve ting af, fejle, finde sin egen stemme og måske opdage at man kunne noget, man ikke selv vidste endnu.«

Niels Fensten arbejdede i en årrække som journalist på Ekstra Bladet og Aktuelt inden han stiftede TV-Basic, som han stod i spidsen for i 26 år.

I de senere år var han mentor i Sociale Forhold og Beskæftigelse i Aarhus Kommune.

Han boede i Skanderborg og var gift med Vita Mors Fensten i 60 år.