Fortsæt til indhold

Se billederne: Aarhus lagde gader til historisk fejring af faglærte

Fire aarhusianske erhvervsskoler samlede faglærte fra hele landet til en parade gennem byens gader.

Kultur og byliv
ceb

Lørdag 19. september blev der skrevet danmarkshistorie med Danmarks største fejring af faglærte.

Festen, der bliver kaldt Faglært, blev skudt i gang på Bispetorv i Aarhus, og dagen blev både larmende, farverig og fyldt med glæde. Fire aarhusianske erhvervsskoler stod bag arrangementet, hvor faglærte og nyuddannede fra hele landet samledes for at fejre deres uddannelser. Noget, der aldrig tidligere er blevet markeret i denne skala.

Det fremgår af en pressemeddelelse.

Paraden gik fra Bispetorv til Tivoli Friheden. Foto: Faglært
Paraden gik fra Bispetorv til Tivoli Friheden. Foto: Faglært

Parade satte gang i gaden

Klokken 12.45 satte paraden i bevægelse fra Bispetorv gennem Aarhus’ gader mod Tivoli Friheden. Og det gik ikke stille for sig.

Med musik, fløjter, bannere og fire flotte paradevogne, en for hver af de deltagende erhvervsskoler, gik eleverne og de nyuddannede i samlet flok gennem byen.

Blandt de mange glade deltagere var Kristina og Ingeborg, der er nyudlærte salgsassistenter fra Aarhus Business College. De gik med i en gruppe af andre nyuddannede og elever fra skolen.

»Vi er her i dag for sammen at fejre, at vi er blevet udlært som salgsassistenter. Ligesom studenterne har deres fejring. Det at blive faglært bliver ikke fejret nok, så det er superfedt med denne fejring,« siger Kristina i pressemeddelelsen.

Kristina og Ingeborg, der er nyudlærte salgsassistenter fra Aarhus Business College, gik med i en gruppe af andre nyuddannede og elever fra skolen. Foto: Faglært
Med musik, fløjter, bannere og fire flotte paradevogne, en for hver af de deltagende erhvervsskoler, gik eleverne og de nyuddannede i samlet flok gennem byen. Foto: Faglært

Også Emma Olesen, der er nyuddannet social- og sundhedsassistent fra Sosu Østjylland, var glad for at kunne fejre sin uddannelse.

»Jeg er her for at støtte op om sådan et godt arrangement. Min uddannelse er vigtig for hele samfundet, og det er alle erhvervsuddannelser. Så er det fantastisk, at der er lavet en fest som denne, hvor vi kan fejre fagene,« siger hun.

Undervejs stoppede forbipasserende op på fortovene. Der blev heppet, smilet og filmet, mens folk nysgerrigt strømmede til for at se, hvad der foregik. Den gode stemning fra Bispetorv fulgte med hele vejen, og paraden blev en synlig og højlydt fejring midt i byens gader.

Efter ankomsten til Tivoli Friheden cirka en time senere fortsatte fejringen med taler og underholdning. Komiker Heino Hansen bød velkommen på scenen, og der var koncerter med Østen, Soleima og Zar Paulo, inden festlighederne sluttede klokken 21.

Der blev holdt flere taler for de nyuddannede. Foto: Faglært
Paraden gik fra Bispetorv til Tivoli Friheden. Foto: Faglært

En dag, der rykkede noget

For arrangørerne bag var dagen mere end bare en fest.

»I dag fik vi endelig sat faglærte på landkortet med en fejring. Det, der betød mest for mig, var at se stemningen på gaderne og sammenholdet mellem de faglærte. Det er præcis den synlighed, vi har manglet i årevis. Vi har bygget noget i dag, som vi kan bygge videre på i årene fremover, og det her er kun begyndelsen,« siger Jimmi Bakkegaard Ludvigsen, der står bag projektet.

Fejringen af de faglærte gentages næste år, og med en løbende sponsorindsats vil de fire erhvervsskoler sikre, at fejringen bliver en fast tradition.

Paraden gik fra Bispetorv til Tivoli Friheden. Foto: Faglært
Folkene bag Faglært håber, at fejringen kan blive en tradition. Foto: Faglært
Paraden gik fra Bispetorv til Tivoli Friheden. Foto: Faglært
Med musik, fløjter, bannere og fire flotte paradevogne, en for hver af de deltagende erhvervsskoler, gik eleverne og de nyuddannede i samlet flok gennem byen. Foto: Faglært
Se video: