Fortsæt til indhold

52 millioner og 16 måneders arbejde senere: Nu er Adelgade færdig

Borgmester Frands Fischer satte fredag aften punktum for den store ombygning, da han lagde den sidste – og helt særlige – sten i gaden.

Kultur og byliv
bo

16 måneder med gravemaskiner, afspærringer og byggerod i Adelgade er slut.

Fredag aften i forbindelse med Sort Nat i Skanderborg blev der sat punktum for den store ombygning og forskønnelse af gaden, fortæller Skanderborg Kommune i en pressemeddelelse.

Borgmester Frands Fischer (S) lagde den sidste sten. Og den var ikke tilfældigt valgt. Den var nemlig udsmykket med et relief af næsehornet fra Ole Lund Kirkegaards ’Otto er et næsehorn’.

»Jeg er supertilfreds med resultatet. Vi har en klar vision for strækningen om, at den også skal invitere til ophold og samvær,« siger Frands Fischer.

Ombygningen af Adelgade begyndte i maj 2025. Der er afsat omkring 52 millioner kroner til projektet, som også omfatter den kommende omlægning af Kulturtorvet og andre tiltag i området.

Med ombygningen har den sydlige del af Adelgade ændret karakter markant. Trafikken fylder mindre, mens nye belægninger, beplantning og opholdsarealer giver mere plads til fodgængere og byliv.

Gaden er blevet til gågade fra Ole Lund Kirkegaards Stræde til Vestergade. Her er kørsel ved lav hastighed tilladt, og gående har førsteprioritet. Samtidig er stykket fra Ole Lund Kirkegaards Stræde til Alléen ensrettet mod syd.

Arbejdet skulle oprindeligt have været færdigt for to måneder siden, men vejret og andre uforudsete hændelser har forsinket projektet.

»Vejarbejde er altid noget bøvl, det ved vi godt. Men nu har vi fået en bymidte med meget mindre trafik, så der er mere ro til ophold i området og plads til gående, cykler og ikke mindst en lille snak, når man mødes,« siger Frands Fischer.

Selv om Adelgade nu er færdig, er arbejdet med Skanderborg midtby ikke slut.

Næste etape er Asylgade på strækningen mellem Adelgade og Parkvej ved SuperBrugsen og Fri Cykler. Her begynder arbejdet med ny belægning i uge 41 og ventes afsluttet inden årets udgang.

Lørdag 31. oktober klokken 11 bliver den nye Adelgade officielt fejret med en indvielsesfest med telt, scene og underholdning i gaden.

Se video: