100-årig Aarhus-arkitekt får livslang hædersydelse af Statens Kunstfond
Seks kunstnere hædres af Statens Kunstfond for deres mangeårige bidrag til dansk kulturliv.
Fantasyforfatteren Lene Kaaberbøl, der står bag bøgerne om »Skammerens datter«, er blandt efterårets modtagere af Statens Kunstfonds livsvarige hædersydelse.
De øvrige modtagere er arkitekterne Inger Exner og Stig L. Andersson, billedkunstneren og forfatteren Jessie Kleemann, billedkunstneren Marianne Jørgensen og komponisten Simon Steen-Andersen.
Det oplyser kunstfonden i en pressemeddelelse.
Inger og husbonden Johannes Exner var igennem flere årtier både var arbejds- og livspartnere.
Parret stiftede første gang bekendtskab med hinanden på Randers Statsskole, hvorfra de begge blev studenter i 1945. Det var først senere, da Inger var startet med at studere til arkitekt, at bekendtskabet udviklede sig. Det var Johannes, der først fik øjnene op for den unge Inger, der tegnede flotte huse, hvilket førte til en livslang betagelse af både Inger og hendes arbejde.
Deres karriere efterlod et væld af markante projekter, som især centrerede sig om restaureringer af kirker og historiske steder som Koldinghus samt opførelser af nye kirker.
Fælles for projekterne var det symbiotiske samarbejde, der udspillede sig mellem parret og som førte til flere priser og anerkendelser i ind- og udland.
Johannes var det kendte ansigt udadtil med undervisningen på Arkitektskolen og sit medlemskab af Akademirådet, mens Inger klarede regnskaberne og det administrative hjemme sammen med børneopdragelsen.
I tiden, hvor de havde tegnestue sammen, nåede parret også at sætte sit præg på Aarhus.
Af eksempler kan blandt andet nævnes restaureringer på Tranbjerg Kirke (1961), Bispegården på Fredensgade (1986) og Elsted Kirke (1995). Derudover har de opført Sankt Pauls Kirkes Sognehus (1978), Skæring Kirke (1994) og dens præstebolig (1993).
Marianne Jørgensen er født i 1959. Hun er uddannet ved Det Jyske Kunstakademi i 1981-85. Bor og arbejder i Aarhus.
Simon Sten-Andersen er født i Odder og underviser på Det Jyske Musikkonservatorium i Aarhus.
Arkitekten Stig L. Andersson er fra København, men har også en tegnestue i Aarhus.
Med tildelingen af hædersydelsen anerkender Statens Kunstfond en række markante kunstnere, som på hver deres måde har præget og udviklet deres respektive kunstområder.
Det siger lederen af Statens Kunstfonds repræsentantskab, Henrik Tvarnø, i pressemeddelelsen:
»Hver for sig står de seks kunstnere for forskellig kunstnerisk praksis. Men de har det til fælles, at de gennem høj kvalitet, originalitet og nyskabende ideer i mange år har beriget dansk kulturliv og betydet noget for mange mennesker.
Derfor er det en glæde at give dem denne særlige hyldest, som hædersydelsen er udtryk for.«
Den maksimale ydelse udgør cirka 193.000 kroner om året før skat og tildeles kunstnere med en gennemsnitlig skattepligtig indkomst på eller under cirka 249.000 kroner, oplyser Statens Kunstfond.
Ydelsens størrelse bliver reguleret efter modtagerens øvrige indkomst.
Kunstnere, der har en gennemsnitlig skattepligtig årsindkomst på mindst 478.000 kroner, modtager ingen ydelse.
Det er Statens Kunstfonds repræsentantskab, som efter indstilling fra legatudvalgene tildeler hæder til kunstnere, »der har en sådan kunstnerisk produktion bag sig, at de har placeret sig afgørende som kunstnere«.
Kunstarterne tæller foruden billedkunst, litteratur, musik og arkitektur, som efterårets modtagere arbejder inden for, også scenekunst, film, kunsthåndværk og design.
I alt er der 275 modtagere af Statens Kunstfonds hædersydelse. Heriblandt musikeren Keld Heick, filminstruktøren Susanne Bier og billedhuggeren Bjørn Nørgaard, der blandt andet har sarkofagen, dronning Margrethe skal stedes til hvile i, når hun går bort.
Statens Kunstfond kan tildele en ny kunstner hædersydelsen, når en eksisterende modtager af hædersydelsen er gået bort.
læser
Salg af købmandsbutikken i Knebel en realitet og baner vej for ny dagligvareforretning
lige nu