Ægtepar, der står bag to Silkeborg-butikker, udvider nu med ny butik i Ry
Parret har længe kigget mod Ry, men først da en anden forretning lukkede, følte de, der var plads til dem.
Snart bliver det igen muligt at købe blomster fra den butik på Klostervej i Ry, som i mange år husede Blomsterhuset Flora.
For engang i november rykker Plenty Flowers ind.
Christina Bjørbæk Conradi og hendes mand Christian Conradi Vestergaard ejer i forvejen to Plenty Flowers-butikker i Silkeborg, og nu udvider de altså til Ry.
»Ry er en helt fantastisk by, og vi har kigget mod Ry i lang tid. Faktisk siden vi åbnede vores første butik i Silkeborg for godt et år siden. Dengang syntes vi ikke helt, der var plads til os herude, men så lukkede Blomsterhuset Flora, og det gav et hul til os, så vi skyndte os at slå til,« fortæller hun.
Plenty Flowers har også butikker i blandt andet Aarhus og Viborg, men da det er en franchisekæde, har Christian Conradi Vestergaard og Christina Bjørbæk Conradi ikke noget med de butikker at gøre. De har købt retten til at drive Plenty Flowers-butikker i Silkeborg-området.
Hele familien er med
Parret, der bor i Silkeborg, startede deres første Plenty Flowers-butik som en shop-in-shop i Plantorama i Silkeborg 31. juli sidste år. 18. september åbnede de butik nummer to i Vestergade i Silkeborg, og nu udvider de så til Ry.
»Der er fart på,« siger Christina Bjørbæk Conradi, der egentlig ikke er uddannet blomsterbinder, men er autodidakt.
Hun har tidligere arbejdet i blomsterbranchen, og hun har i mange år haft en drøm om at åbne sin egen butik.
»Det med at være selvstændig kræver mange arbejdstimer, og derfor var jeg nødt til at skubbe det, til vores børn nåede en alder, hvor det gav mening. Og det gjorde det nu,« siger hun.
Faktisk er Plenty Flowers blevet lidt af et familieforetagende. Christina Bjørbæk Conradi ejer som sagt Plenty Flowers-butikkerne sammen med sin mand, og deres datter er ansat i en af butikkerne.
»Hele kernen ved det her firma er, at det er meget familiedrevet. Vi har også fået meget kvalitetstid ud af det som familie, og det har været en kæmpe sidegevinst,« siger hun.
Åbning ikke helt på plads
Holdet er på plads, men Christina Bjørbæk Conradi kan ikke sige med sikkerhed, hvornår den præcise åbningsdato bliver, men det bliver i november, lover hun.
»Når vi åbner, kan indbyggerne i Ry se frem til store, luksuriøse blomsterbuketter med et andet look, end du ellers finder. Vi har også et kurateret udvalg af planter, interiør og andet godt,« siger hun og fortsætter:
»Vi har selvfølgelig også alt i binderi til bryllupper, begravelser og firmaarrangementer.«
læser
Kendt plade-forretning åbnede for 50 år siden. Ejeren skal stadig høre for »giga-brøler«
lige nu