Gør dig klar til den måske blodigste danske film nogensinde: Den er overdreven vild og vil have dig til at grine undervejs
Østjysk filminstruktør har – med et glimt i øjet – lavet en voldsomt overdrevet bloddryppende splatter body horror film med brug af ikke mindre end 500 liter filmblod.
En mand og hans datter bliver udsat for et blodigt overfald, hvor datteren bliver dræbt, og han bliver efterladt døende. Manden overlever dog og bliver opereret af et suspekt medicinalfirma, der efterlader en masse metal i hans krop. Metallet muterer og forvandler manden til en blodtørstig metalengel, der kun tænker på hævn over sin datter.
Scenen er sat til Danmarks måske blodigste film nogensinde, Metal. Der er blevet brugt over 500 liter filmblod og til lejligheden lavet en blodmaskine, der på 15 sekunder kan sprøjte 10 liter filmblod op i luften, fortæller manden bag filmen, Henrik Andersen fra Trige. Han er filmnørd og har lavet flere undergrundsfilm samt bidraget til andre film via sit special effects-makeupfirma.
»Jeg bliver hyret til filmproduktioner, der har brug for noget, der sprøjter, men de trækker altid lidt i land, og så tænkte vi, at nu laver vi selv en film og gives den maks gas,« fortæller Henrik Andersen, som har lavet Metal sammen med Kim Hermansen fra Lading, der er fotograf og medproducer på filmen.
Blod med et glimt i øjet
»Der sker nogle voldsomme bloddryppende ting i filmen, men det er lavet med humor og et glimt i øjet. Filmen er et vildt bombardement for sanserne, men det er så overdrevet vildt og fyldt med masser af bloddryppende sort humor, at man forhåbentlig får sig et godt grin undervejs. Jeg synes selv, det er træls, når ting bliver for seriøse og selvhøjtidelige, og vi har lavet en masse tant og fjas og hygget os med filmen, selv om vi ikke er kommet sovende til det,« fortæller Henrik Andersen.
Metal varer 46 minutter og er en lavbudgetfilm, som er lavet på hobbybasis over tre år, og ifølge instruktørens løse beregninger har kostet omkring 50.000 kr. at lave.
»Jeg måtte sælge nogle af mine gamle Olsen Banden-filmplakater for at købe en ny computer at redigere filmen på, og metalmandens tåbelige tunge kostume, som jeg selv må bære, er lavet i genbrug. Kostumet er lavet af hundredvis af støvsugerslanger og alt muligt andet, jeg har været rundt og samle i containere. Det handler om at være kreativ,« fortæller filmmageren fra Trige.
Henrik Andersen spiller selv hovedrollen, og venner og familie medvirker som skuespillere i andre roller. Hans tre voksne børn er blandt skuespillerne, heriblandt datteren Freja Mikkonen Andersen, der også spiller hans datter i filmen.
Filmen er optaget på forskellige lokaliteter i blandt andet Lading, Randers, Aarhus, på Dystopia Haunted House i Vejle, Aarhus Universitetshospital i Skejby og DSB’s arealer i Aarhus.
Optaget med mobil
Inspirationen til Metal kommer fra den japanske cyberpunkgyserfilm Tetsuo: The Iron Man fra 1989, der regnes som et banebrydende mesterværk inden for body horror-genren. Den japanske film er blevet en kultklassiker, selv om den ligesom dens danske efterfølger er lavet på et meget lavt budget.
»Jeg har set filmen utroligt mange gange, siden den kom i 89, og har altid haft lyst til at lave en dansk pendant,« fortæller Henrik Andersen.
Med Metal vil han vise, at man ikke behøver et stort budget eller fancy udstyr for at lave sin egen film.
»Det gælder om at gribe inspirationen og ikke lade sig stoppe af, at man ikke har det ”rigtige” udstyr. Metal er bevidst optaget med mobiltelefoner for at udfordre mediet og opnå fleksibilitet på settet. Man behøver bare sin mobil og en stor portion vilje og lyst til at lege.«
Premiere i Hammel
Henrik Andersen har en forkærlighed for biografen i Hammel, Fotorama, der er drevet af frivillige, og som han synes er en smuk gammel biograf, der fortjener stor ros for lokalt engagement. Derfor kontaktede han Fotorama for at høre, om biografen ville lægge lokaler til premieren på Metal, som ellers bliver udgivet på Blu-ray.
Det ville den lokale biograf gerne, og således bliver den 46 minutter lange bloddryppende splatter-body horror-film første gang vist i Fotorama søndag 25. oktober kl. 11.00. Der er inviteret et stort antal gæster til premieren, men ellers er der gratis adgang til at se filmen, der er forbudt for børn under 15 år.
Biografen åbner kl. 10, og efter forestillingen kan man se rekvisitter fra filmen og få sig en snak med Henrik Andersen, Kim Hermansen og de mange andre medvirkende.
Metal er desuden blevet udtaget til at blive vist til Blodig Weekend, der er Danmarks største genrefilmfestival og finder sted i landets fire største byer. Metal vises lørdag 14. november kl. 19 i Øst for Paradis i Aarhus og bliver beskrevet på følgende vis på festivalens hjemmeside:
»Spænd sikkerhedsselen og gør dig klar til et vildt sansebombardement, der vil smadre dig igennem en grotesk blanding af body horror, splatter punk, hævn, kaskader af blod, gore, ultra vold og sort humor. Bestemt ikke for sarte sjæle eller folk med god smag.«
læser
Ægtepar, der står bag to Silkeborg-butikker, udvider nu med ny butik i Ry
lige nu