Fortsæt til indhold

Lene vil bygge sundhedshus i Stilling – men kun hvis andre vil være med

Om det hele bliver til noget, afhænger af interessen den næste måneds tid.

Kultur og byliv

Apoteker Lene Hurup Kristoffersen drømmer om at bygge et sundhedshus i Stilling, der skal ligge i forlængelse af Stilling Apotek.

Hun har fået den lokale arkitekt Kurt Kamp til at lave et skitseforslag. Han har også fået en forhåndsgodkendelse fra kommunen.

»Kurt har lavet et rigtigt fint forslag til, hvad man kunne bruge tre etager på hver 224 kvadratmeter til. Hvordan det kunne se ud, hvis man var flere behandlere, som delte en reception, og hvordan det kunne se ud, hvis man var flere behandlere med hver sin reception og hvert sit venteværelse. Det kunne også være træning eller muligheder for at lave øvelser,« fortæller hun.

Hun forestiller sig, at sundhedshuset blandt andet kunne rumme ergoterapeuter, tandlæger, læger, psykiatere og fysioterapeuter.

»Mulighederne er mange,« siger hun og fortsætter:

»Der er gode parkeringsforhold, lader til elbiler, og der kommer selvfølgelig til at være en elevator. Så uanset om man kommer med flextrafik eller selv kører, er det let at komme hertil.«

Det er på den tomme grund her, at Lene Hurup Kristoffersen og hendes mand Benno Lynge Kristoffersen vil bygge et nyt sundhedshus. Foto: Cecilie Bisgaard

Stor indflydelse

Hele fidusen med sundhedshuset er, at dem, der kan se sig selv være en del af sådan et fællesskab i fremtiden, lige nu kan være med til at forme, hvordan sundhedshuset skal se ud, og hvordan det egentlig skal skrues sammen.

»Nogle ting er faste – der skal være en elevator, og det skal se ordentligt ud. Men man kan få indflydelse på, hvor væggene skal være henne, om der skal være en håndvask eller ej, hvor store rummene skal være, og om der skal være et fællesrum på hver etage,« fortæller apotekeren.

Grunden til, at man kan få så meget indflydelse på stedet, er, at det kun bliver til noget, hvis der er nogen, der henvender sig til Lene Hurup Kristoffersen og hendes mand og siger, at de gerne vil flytte ind i sundhedshuset. Derfor kan det tilpasses dem, der ønsker at være med fra starten.

»Vi har det her skud i bøssen. Vi kører en måned med fuld tryk på annoncer i blandt andet Jyllands-Posten og Ugeskrift for Læger. Hvis det ikke giver noget, så bliver sundhedshuset ikke til noget,« siger hun og fortsætter:

»Vi bygger ikke noget, hvis der ikke er nogen, der siger, at de kunne tænke sig at være en del af det.«

Sådan kan sundhedshuset komme til at se ud. Skitse: Kurt Kamp, Arkitektfirmaet Kamp ApS

Driver seks apoteker

Idéen til et sundhedshus i Stilling kom faktisk fra Lene Hurup Kristoffersen og hendes mands omgangskreds.

»Min mand og jeg kiggede på hinanden og sagde, at det kunne være fantastisk. Det kunne være godt for Stilling, og det ville give en god synergieffekt for apoteket,« siger hun og fortsætter:

»Stilling er en by, hvor der hele tiden sker noget. Der bliver udvidet, og der kommer en del børnefamilier til. Så jeg håber, at nogen henvender sig, så det kan blive en realitet.«

Hvis sundhedshuset bliver til noget, vil det være Lene Hurup Kristoffersens mand, Benno Lynge Kristoffersen, der kommer til at stå for det.

»Han kommer til at styre det, for jeg har seks apoteker, jeg driver. Så på alle fronter giver det god mening,« siger hun.

De seks apoteker ligger udover Stilling i Bruuns Galleri i Aarhus, i Tilst, Hasle, Åbyhøj og i Bloms Butikker i Skanderborg.

Her skal det ligge

Som sagt er det meningen, at sundhedshuset skal ligge i forlængelse af apoteket. Mere præcist skal det ligge på hjørnet af Hotelvej og Stationsvej, hvor der i dag er en bar plet.

»Da vi i sin tid købte grunden, hvor Kiwi-butikken lå, og hvor vi gerne ville have apotek, var der en bygning ved siden af Kiwi, der tidligere var hotel, solarium, lejligheder og andet, som havde stået tom gennem længere tid. Det var et krav, at den blev rykket ned. Vi har tidligere haft tanker om, at det kunne være et grønt område,« fortæller Lene Hurup Kristoffersen.

Hun synes selv, at området i dag ser »træls« ud.

»Der er ingen tvivl om, at vi rigtigt gerne vil have gjort noget ved det. Det bliver ikke ved med at ligge, som det gør nu. Derfor håber jeg, at der er nogen, der kan se sig selv i projektet. På rigtigt mange fronter giver det bare så god mening,« siger apotekeren.