Klaus sælger plads på sit ben: Konen synes, det er en åndssvag idé
Klaus Bolwig Huusmann fra La Klas vil have højestbydendes firmalogo tatoveret på læggen. Det er hans skæve våben i den landsdækkende konkurrence SuperDysten, der samler penge ind til syge og udsatte børn.
Det er først ved det indledende møde hos radio NOVA, at Klaus Bolwig Huusmann for alvor opdager, hvor gigantisk den er, den mundfuld han har sagt ja til.
Rundt om ham sidder konkurrenterne. Virksomheder med mange ansatte, marketingafdelinger og store platforme på de sociale medier, fortæller han.
Selv har han vinbutikken og vinbaren La Klas i Lille Nyhavn i Skanderborg sammen med Lars Sloth. Dertil kommer timelønnede medarbejdere og hans kone Linda, som heldigvis er ferm på de sociale medier.
»Og her sidder vi så, og alt, hvad vi har at byde ind med, er, at vi er gode til at tale med mennesker,« siger han og griner.
La Klas er med i SuperDysten, hvor otte deltagere i uge 44 og 45 konkurrerer om at samle flest penge ind til børnefonden CoolUnite. Konkurrencen følges på NOVA – og Klaus vil gerne vinde.
Men hvordan hamler en vinbar op med virksomheder, der både har større rækkevidde og råd til selv at lægge store donationer?
Klaus har besluttet at begynde med sit ben.
Indtil videre synes hun, at det er en åndssvag idé, men hun støtter op om den.Klaus Bolwig Huusmann, La Klass
Et logo for livet
Han har kun en enkelt tatovering med sin kones navn. Nu kan den få selskab af et firmalogo.
Fra mandag 26. oktober til søndag 8. november bortauktionerer han plads på sin ene læg. Højstbydende køber en unik reklameplads, der vil følge Klaus resten af livet.
»Ja, vi kan jo starte med at lade folk tatovere et eller andet på mig. Det må da for fanden kunne give et eller andet,« griner han.
Der er allerede kommet henvendelser og et par bud, og Klaus håber, at nogen vil betale en god sum penge for den usædvanlige eksponering.
For han har opdaget, at det er svært at få folk til at åbne pengepungen. Der er mange gode formål om buddet, og han regner med at skulle kæmpe for hver en krone.
»Det er meget, meget sværere, end jeg havde regnet med. Der skal nogle virkelig gode ideer på tegnebrættet.«
Er der så grænser for, hvilket logo han vil lægge hud til?
»Det kommer an på, om Linda har en holdning til det. Indtil videre synes hun, at det er en åndssvag idé, men hun støtter op om den.«
Kørt træt i karrieren
Vejen til Lille Nyhavn – og ideen om at bruge sit ben som reklamesøjle – begyndte med et arbejdsliv, han var kørt træt i.
Klaus kommer fra vindmølleindustrien og har været direktør for en dansk virksomhed med produktion og salgskontor i Kina. I mange år boede han i udlandet. Senere blev han direktør i kosmetikbranchen.
Men det var heller ikke dér, han fandt arbejdsglæden.
»Det sagde mig egentlig heller ikke så meget. Og der var ikke så meget glæde og livskvalitet i det. Så jeg blev enig med min kone om, at det måske var tid til at lave et eller andet, jeg virkelig havde lyst til – og det blev så til La Klas.«
For første gang kastede han sig ud i et projekt, der var drevet helt af lyst. Vin og gastronomi – og mødet med mennesker.
»Det handler rigtig meget om at møde mennesker og være i øjenhøjde. Og bare være i noget, som jeg for det første brænder for, og for det andet ved jeg, at jeg er ret god til,« fortæller han.
»Det er et sted, hvor jeg har lyst til at komme – og det er også nødvendigt, for jeg bruger nok 80 timer om ugen her. Så det skal virkelig være lyststyret, og det er det.«
Jeg har intet problem med at se dum ud på sociale medier. Hellere det end at være ligegyldigKlaus Bolwig Huusmann, La Klass
Glæden skal videre
Med vinbaren fulgte også et ønske om at give noget af den nyfundne livsglæde videre.
Et velgørenhedsprojekt havde længe ligget og luret. Men flere ideer faldt til jorden, fordi rækkevidden uden for vinbaren var begrænset. Så kom invitationen fra CoolUnite.
Klaus kendte ikke fondens formand, Coolshop-medstifter og Løvens Hule-investor Jacob Risgaard, i forvejen. Han ved heller ikke præcis, hvordan fonden fik øje på La Klas.
Måske har nogen bemærket, at han gerne stiller sig frem.
»Jeg har intet problem med at se dum ud på sociale medier. Hellere det end at være ligegyldig.«
Nu håber han, at hans påfund både kan underholde og få folk til at bidrage til børn, der har brug for hjælp.
»Det er en alvorlig sag, men vi giver den det der twist af livsglæde og forhåbentlig noget, der giver folk et smil på læben.«
Dyr middag og skøre påfund
Tatoveringen skal ikke stå alene.
Torsdag 5. november planlægger La Klas en velgørenhedsmiddag med plads til omkring 60 gæster, særlige vine, auktion og underholdning. Den lokale standupper Tjelle har givet tilsagn om at medvirke.
Klaus forestiller sig en billetpris på et par tusinde kroner. Det endelige program er stadig under udvikling, og han arbejder på at få lokale virksomheder til at bidrage med mad, oplevelser, auktionsgaver og goodiebags.
»Jo flere penge folk betaler for deres billet, desto flere penge er der til sagen. Men så skal der jo også være noget at komme efter.«
I konkurrenceugerne vil Klaus gøre sig synlig i en hvid blazer. Der bliver mulighed for direkte donationer via MobilePay, og han tager gerne imod forslag til udfordringer, der kan filmes og skabe opmærksomhed.
»Som udgangspunkt er jeg frisk på at stille op til alt. Jeg har kun to ting, jeg siger nej til: Hvis det er noget med edderkopper eller at klippe mig skaldet, så siger jeg nej tak,« griner han.
Han ved godt, at projektet kræver meget – både af ham selv og af de mennesker, han beder om hjælp. Men formålet gør det lettere at spørge.
»At støtte op om, at børn kan få en tryg barndom i en verden, som jo på ingen måde er et trygt sted at være lige nu – jeg synes bare, det giver så god mening.«
Og har nogen en god idé, er han klar til at lytte.
»Jeg er ikke så svær at få fat i. Jeg råber og skriger og skaber mig, og jeg sidder som regel her på La Klas, så jeg er nem at finde.«