Fortsæt til indhold

600 kvm »excellent beliggenhed« skal have ny lejer: Helt særlig bar jagter større lokaler

»En unik mulighed for at overtage en af byens bedste beliggenheder,« skriver Restaurantmægleren om stort lejemål, som en speciel bar ønsker at fraflytte.

Kultur og byliv

600 kvadratmeter lige ned til Aarhus Å er klar til et nyt koncept.

Det ser man i en annonce fra Hotel og Restaurant-Restaurantmægeleren.

Den nuværende lejer af lokalerne er kæden Camping, som har 12 indendørs minigolfbaner og bar på stedet.

Minigolfbanerne følger dog ikke med til den nye lejer.

I annoncen fra mægleren forklares det, at køkkenet leveres med alle installationer og udsugning, men uden egentligt inventar, og at lokalerne ellers leveres ryddede og rengjorte.

Mægleren holder ikke igen med superlativerne i beskrivelsen af stedet:

»Vanvittigt fine lokaler med en excellent beliggenhed og kæmpe stor udeservering(...) En unik mulighed for at overtage en af byens bedste beliggenheder.«

Der er tale om det hjørne, hvor mange nok kan huske, at den gamle restaurant Italia lå.

Vil udvikle konceptet

Selvom Camping altså flytter ud af det store lejemål, er kæden ikke på vej til at lukke i Aarhus – tværtimod fristes man til at sige.

»Vi vil gerne flytte i større lokaler, så vi får mere plads til vores oplevelser. For vi vil nemlig gerne udvikle vores koncept, og det kræver god plads at skabe noget nyt. Det er en investering,« siger Jonas Faber, der er driftschef i Camping, som også har to placeringer i København og én i Malmø.

Den nuværende lejer af lokalerne er kæden Camping, som har 12 indendørs minigolfbaner og bar på stedet. Kæden ønsker dog at udvikle konceptet i Aarhus, og det kræver større lokaler. Foto: Hotel og Restaurant-Restaurantmægeleren.

Han forklarer, at kædens to placeringer i København er tre gange så store som den nuværende i Aarhus.

»Og det er bare federe. Det giver også mere luft til større grupper, som vi jo rigtig gerne vil have ind,« siger driftschefen.

Frem til der er fundet en ny lejer, og indtil Camping har fundet en ny egnet placering, forbliver stedet åbent.

Der er tale om det hjørne, hvor mange nok kan huske, at den gamle restaurant Italia lå. Foto: Hotel og Restaurant-Restaurantmægeleren.