Træer og buske erstatter asfalt på Ø: »Midlertidige« p-pladser forsvinder
Gråt asfalt, grå betonklodser og grå fliser, sådan ser en spadseretur ud på vejen mod Aarhus Ø. Nu vil kommunen lave boulevarden om til en grøn og sprudlende park.
Bilerne står på række i midten af den lange, golde Bernhardt Jensens Boulevard mod Aarhus Ø. Knæhøje betonklodser splitter det nyeste Aarhus-kvarter i to, samtidig besværliggør den lave betonmur at krydse vejen til fods. Kun overfor Føtex er der en åbning, der muliggør rejsen fra havnefronten til indkøbsmuligheder.
De enlige træer, der er plantet langs den grå strækning, ledsages snart af flere af deres slags, der skal forgrønne den lange tur til bydelen.
»Den unikke boulevard, som byder os velkommen til Aarhus Ø, har i flere år været uudnyttet, kedelig og splittet bydelen i to. Det ændrer vi på nu, hvor vi med denne midlertidige omdannelse skal se, hvordan borgerne bruger rummene,« siger rådmand for Teknik og Miljø Nicolaj Bang (K).
Byggearbejdet begynder allerede nu, hvilket betyder, at de aggressive vejbump på boulevarden fjernes. Den splittede vej samles i en dobbeltrettet kørebane, og dér leder Aarhus Kommune efter alternative fartbegrænsninger.
»Mens bilisterne skal lette højre fod fra speederen, kommer vi til at rykke ret hurtigt på det her efter et længere forarbejde. Der har længe været ønsker fra fællesråd, borgere og besøgende til et anderledes Bernhardt Jensens Boulevard, og vi synes, at de skal have glæde af det allerede denne sommer,« fortæller Nikolaj Bang.
Parkeringspladsernes død
I stedet for hastighedsnedsættende bump slynger vejen sig langs boulevarden, og det medfører en naturlig hastighedsnedsættelse. Vejens kurver agerer vejbump for nu.
Om der kommer fartbump til boulevarden på trods af de naturlige sving, kan stadsarkitekten Anne Mette Boye ikke afvise.
»Vi må se, om det lykkes med at slynge vejen. Det er jo et forsøg,« forklarer hun.
Sammen med vejbumpene forsvinder parkeringspladserne, der har været i midten af vejen indtil nu. Stadsarkitekten understreger, at parkeringspladserne var midlertidige.
Aarhus Ø er designet til at rumme store mængder biler, men uden at de kan ses i bybilledet. Der er bygget flere parkeringskældre, som kan huse efterspørgslen.
Selvom boulevarden snart bugner med træer og buske, slår stadsarkitekten fast, at den unikke sigtelinje fra Aarhus Ø til domkirken ikke bliver forstyrret.
»Det med, at man kan stå og se fra bugten, helt hen til Domkirken, det er det, vi kalder et stærkt arkitektonisk element, som er en stærk oplevelse på Aarhus Ø,« forklarer Anne Mette Boye.
Lommer og åbninger
Grønne »lommer« kommer til at give ø-boerne natur-lignende områder at udforske. Udover træer og buske vil der være bakker, som inddeler parken i mindre rum, som borgerne kan opholde sig i.
Parken kommer til at tage flere måneder at etablere og er på nuværende tidspunkt et midlertidigt naturprojekt. Teknik og Miljø oplyser, at den midlertidige periode varer i fire år. I perioden bliver det lettere at krydse vejen, end det er i dag.
I dag er der kun et enkelt fodgængerfelt ved Føtex, der forbinder de to sider af Aarhus Ø.
»Fodgængerfeltet lader vi blive. Ellers bruger vi de knæhøje barrierer til at holde på jorden. Nogle stedet åbner vi op, så man kan krydse vejen. Det bliver lettere at krydse, end det er i dag, når der kommer de her åbninger,« forklarer Anne Mette Boye.
Byrummene anlægges direkte på asfalten, og terrænet skabes blandt andet af oppumpet sand fra kanaludgravning på Aarhus Ø. Fældede popler fra Ringgaden og efterladte joller fra bådoplagsplads samt opgravede marksten fra byggepladser og store egetræer fra Kalkværksvej bliver brugt til at pynte parken.