Fortsæt til indhold

Fotoudstilling popper op under idyllisk stråtag i Viby ved Aarhus

Erfarne og unge kunstnere fra hele landet har fundet sammen i stråtækt herskabelighed.

Byrummet

Galleri Dupont har samlet kunstnere fra hele Danmark i en to dages popup-udstilling på Skanderborgvej 230 i Viby, som også er hovedkvarteret for hudpleje- og skønhedsinstituttet, Medex.

Der kan man opleve kunst i smukke omgivelser og se, hvad en gruppe danske kunstnere har i støbeskeen. Aarhusianske Marcus Skifter og Oskar Raithel Reinau arrangerer og har selv værker med. De laver blandings-kunst og foto-kunst.

Oskar Raithel Reinau arbejder abstrakt og ofte figurativ med blandede medier. Hans inspiration er dagligdagens begivenheder.

Marcus Skifter er inspireret af historie, poesi og følelsesmæssige fortællinger. Når han ser skønhed eller får en fængslende idé, kan han ikke tænke på andet, indtil han har realiseret et værk.

Oskar Raithel Reinau i fuld gang med et af sine værker. Pressefoto

20 års erfaring

De to har samlet et hold med det til fælles, at deres kunst er baseret på årevis af arbejde med teknik og sjæl. Blandt andet er tre erfarne herrer med over 20 år i branchen repræsenteret. De har hver især sat deres præg på den med mange udstillede og solgte værker.

Morten Bøgh arbejder med livshistoriers spiral og refleksioner.

Henrik Bus afprøver hele tiden nye grænser, udtryksformer, teknikker og materialer - altid med naturen som afkast og inspiration.

Peter Møller viser ekspressive motiver, som med så få virkemidler som muligt lader billederne stå åbent for fortolkning.

Desuden deltager Johanne Pi, som er aktiv i en række kunstprojekter og som i Viby viser værker, der er skabt ud fra krop og lyrik - i et øjebliksbillede mellem ro og uro.

Eksempler på Marcus Skifters og Oskar Raithel Reinaus arbejde fra en tidligere udstilling. Pressefoto

De tre nye

En af de tre ret nye kunstnere er Ann-Sophie Østerby, der får inspiration fra livet, hendes familie, kærligheden og naturen.

Louise Landgren’s kunst er intuitive, abstrakte værker baseret på mennesket og naturen.

Christina Dentov tager udgangspunkt i fortidsproblematik, samfundsmæssige konflikter eller følsomme psykologiske emner, alt sammen med et glimt i øjet.

Det foregår lørdag 19. august k. 19-23 og søndag 20. august kl. 11-15.