Fortsæt til indhold

Er det i dit kvarter? 13 steder er udpeget til forskønnelse i Aarhus

Byrådet ser på byens torve, pladser og grønne mellemrum, der skal have en ordentlig overhaling.

Byrummet

Kommunens oplandsbyer skal også skal have flere smukke åndehuller, så udvalgte mødesteder i oplandet skal sættes i stand.

Nicolaj Bang, rådmand for Teknik og Miljø, præsenterer en plan for byrådet, hvor han peger på 13 konkrete byrum, som skal prioriteres de kommende år.

»Smukke omgivelser giver en helt grundlæggende glæde. Det skal vi have meget mere af i Aarhus. De nye byrum skal være en udvidet dagligstue i det fri, hvor vi har lyst til at slå os ned, nyde området. Jeg har udpeget 13 steder, som kan blive til hjertet i vores bykvarterer, forstæder og opland,« skriver Nicolaj Bang, rådmand for Teknik og Miljø i en pressemeddelelse.

Har set på 108 og valgt 13

Teknik og Miljø har kortlagt flere end 100 byrum i hele kommunen, bl.a. på baggrund af lokale ønsker om en omdannelse og forskønnelse. Heraf er der arbejdet videre med 44 byrum, som kunne være i spil til en omdannelse.

Rådmanden har i samråd med stadsarkitekten udvalgt de første byrum, som vurderes at have et stort potentiale til at løfte bykvaliteten og levere på de politikker, som byrådet har vedtaget.

»Byrumsplanen viser, hvordan vi kan styrke vores bylivsknudepunkter og understøtte byplaner og bypolitiske målsætninger med konkrete projekter. Vi ved fra byer over hele verden, at et seriøst, ambitiøst og strategisk arbejde med byens rum bidrager til at løfte hele bykvarterer. Udviklingen af de enkelte steder, skal ske i samarbejde med borgerne,« siger stadsarkitekt Anne Mette Boye.

Torvene omkring Domkirken er med i gruppen af udvalgte steder, der trænger til fornyelse. Billedet er fra Store Torv under en festuge. Arkivfoto

De første fire steder

Listen over byrum tæller bl.a. Fredens Torv i Midtbyen, Stjernepladsen i Aarhus N, et mødested i Harlev og en ny stationsplads i Hjortshøj.

Det er de første fire steder, som rådmanden vil have byrådets opbakning til at omdanne. Projekterne kommer med til forhandlingsbordet, når budgettet for 2024 skal lægges inden længe.

Rådmanden går i første omgang efter at finde finansiering til projektering, hvor drømme og idéer bliver til konkrete planer for en omdannelse. Her skal borgere og lokalsamfund være med til at forme, hvordan det skal se ud.

I Harlev er der desuden lagt op til, at borgerne skal være med til at definere, hvor det endelige byrum skal ligge.