Fortsæt til indhold

Aarhusianske Michelin-restauranter går sammen

»Der er udsigt til en voldsom god aften,« mener arrangørerne.

Byrummet
ksa

For første gang er det muligt at få en tre-stjernet Michelin-oplevelse i Aarhus.

Det sker når de tre aarhusianske restauranter, som hver har en Michelin-stjerne går sammen i køkkenet sammen for at skabe en gastronomisk oplevelse ud over det sædvanlige.

Det drejer sig om Domestic, Substans og Gastromé.

Medejer af Gastromé Søren Jakobsen glæder sig til samarbejdet:

»Vi har alle tre restauranter fulgtes ad i de seneste 7-8 år og har undervejs haft et rigtig godt samarbejde. Vi har alle samme tilgang til, hvad der kendetegner en god restaurant og et godt miljø, så der er udsigt til en voldsom god aften,« siger Søren Jakobsen i en pressemeddelelse.

Det er Gastromé, der ligger lokaler til, og eventen løber af stablen torsdag 16. november klokken 18.30.

Gæsterne vil i løbet af aftenen få 18 serveringer, seks serveringer fra hver restaurant, dertil bobler og vinmenu.

»De 18 retter er fordelt på den måde, at hver restaurant laver sine særlige signatur-retter. Gæsterne får dermed det absolut bedste fra hver restaurant, og vi sørger for at få serveringerne til at harmonere med hinanden,« forklarer Søren Jakobsen.

Restaurant Domestic er repræsenteret ved kok og ejer Christoffer Norton.

René Mammen er køkkenchef og ejer af Substans, der til dagligt ligger på Aarhus Ø.

På hjemmebanen hos Gastromé deltager Søren Jakobsen sammen med køkkenchef og medejer William Jørgensen.

Under og efter menuen er der live jazzmusik, og der serveres en vinmenu, der passer til de 18 serveringer.