Fortsæt til indhold

Gartnergården deler mestertips: Sådan laver du æblemost

Hører I til dem, der ikke ved, hvad I skal stille op med årets æblehøst, så fortvivl ej. Her giver parret bag Gartnergården nemlig deres tips til lækkerier med æbler, som er lige til at gå til.

Byrummet

Årets æblesæson har båret frugt – bogstaveligt talt. Nogle af jer har garanteret for længst været ude at plukke og samle og har nu kassevis af lækre æbler, som hverken I eller nabolagets æbleelskere kan nå at sætte til livs. Nogle har formentlig også udskudt plukkeriet til dage med mindre blæst og regn. Med det resultat at størstedelen af årets æblehøst nu ligger på jorden. Hvad end I passer i den første eller anden kategori, er I heldige. For der er snart ikke grænser for de lækkerier, man kan få ud af æbler – uanset sort. I hvert fald ikke hvis man spørger Pil og Mattias La Cour Jonasson, der driver Gartnergården i Skødstrup.

Parret overtog gården tilbage i 2011 og indrettede her en mindre frugt- og grønthandel. Siden er gartnergården ekspanderet betydeligt og omfatter i dag også butik, bageri, café, udearealer med højlandskvæg, geder, grise, kaniner og høns samt adskillige hektar jord, hvor der dyrkes frugt og grøntsager i stor stil – på bæredygtig vis, uden sprøjtemidler.

En god del af Gartnergårdens frugttræer er æbletræer; Discovery, Elstar, Belle de Boskoop, Aroma, Ingrid Marie, Filippa og Cox Orange. Således har Gartnergården siden midt august, hvor de tidlige Discovery æbler var modne, inviteret deres kunder på en række lækre madvarer med æbler som hovedingrediens. Lækkerier som sagtens kan laves hjemme i køkkenet, hvis man har tid, lyst og selvfølgelig æbler.

»Æbler kan bruges til et hav af ting. Tærte, crumble, grød, marmelade eller most. De kan også nedfryses, og skræller man æblerne og fjerner kernehuset, er de lige til at tage ud af fryseren og koge en gang æblegrød på,« fortæller Pil.

Hun sætter æsken, hun står med i favnen, og går forrest gennem gårdbutikken, igennem køkkenet og finder Mattias længst ude bagved i færd med at gøre klar til at moste æbler. En aktivitet der står på Gartnergårdens to do-liste hver fredag eftermiddag i æblesæsonen.

Mattias La Cour Jonasson anbefaler at blande flere æblesorter, når man moster. Da Jyllands-Postens Lokalaviser besøgte Gartnergården, blev der mostet af Rød Aroma, Ingrid Marie, Filippa, Elstar og Cox Orange. Foto: M. Jeppesen

Ingen jord og råd

Æblemost er som regel et hit hos både børn og voksne. Og så er den let at lave. Alt man har brug for – ud over de friske æbler – er en frugtpresser.

»I mange bygge- og supermarkeder kan man købe en minimaskine, der kan give omtrent seks liter most. En mini-presser er knapt så avanceret som vores her. Med vores får vi 35-40 liter most ud af cirka 50 kilo æbler,« lyder det fra Mattias fra et sted bag en stak kasser med æbler.

»De fleste køkkenudgaver af frugtpresseren har en håndkværn, og her bliver frugten sjældent tilstrækkeligt findelt. Så når man moster derhjemme, er det vigtigt, at man sørger for at mose frugten grundigt eventuelt i en morter, inden man presser, så man får mest muligt udbytte,« fortsætter han.

Det er jo en smagssag, hvor sød eller syrlig man kan lide sin æblemost. Så man må smage sig frem derhjemme.
Mattias La Cour Jonasson, indehaver af Gartnergården i Skødstrup

Pil forsvinder lydløst ud af køkkenet for at genoptage arbejdet i butikken.

»På Gartnergården bruger vi kun plukkede æbler til most,« siger Mattias, alt imens han hælder adskillige kilo æbler i et kar med vand, så de bliver skyllet.

»Man kan godt bruge nedfaldsæbler, men så er det vigtigt at skylle dem ekstra grundigt, inden man moster dem, da der ellers kan være risiko for svampesporer og jordbakterier. Et lille husmorråd er at blande lidt eddike i vandet, så eddiken dræber eventuelle bakterier,« lyder hans råd.

Han ryster æblerne fri af vand, kommer dem over i en elektrisk kværn og tænder. Den sødlige duft af æbler gør, at man bærer over med larmen fra kværnen.

»Til most gør det ikke noget, at æblerne har kosmetiske fejl. De må bare ikke have råd,« råber Mattias for at overdøve kværnen.

Mattias La Cour Jonasson hælder de skyllede æbler i frugtkværnen, hvor de bliver findelt. Herfra kommer frugtkødet over i presseren, hvor de bliver mostet. Foto: M. Jeppesen

Bland flere sorter

Ud af kværnen kommer en lys mos af blendet frugtkød. Mattias slukker for kværnen og hælder mosen over i en hydraulisk frugtpresser.

»Nogle æblesorter egner sig bedre end andre til most, og man kan med fordel bruge flere forskellige æblesorter. Vi blander som regel flere søde og syrlige æblesorter i vores most. De bedste æbler til most, synes jeg, er sæsonens tidlige Discovery. Og så Elstar og Belle de Boskoop, som er plukkemodne senere på sæsonen,« fortæller Mattias nu med normal stemmeføring.

I dag moster han af sorterne Rød Aroma, Ingrid Marie, Filippa, Elstar og Cox Orange.

»Vi bruger cirka 50 procent Aroma, da det er et meget saftigt æble, og 30 procent Elstar, som er meget kraftigt i smagen. Og så “fylder vi op” med de øvrige sorter. Det er jo en smagssag, hvor sød eller syrlig man kan lide sin æblemost. Så man må smage sig frem derhjemme,« fortsætter han.

Hold øje med tryk

Næsten lydløst sier frugtpresseren mosten fra pulpen.

»Pulpen bruger vi som foder til vores kvæg. Æblekernerne kan køerne sagtens fordøje, mens vores maver har svært ved det. Så vil man bruge pulpen til eksempelvis grød derhjemme, skal man fjerne kernehuset fra æblerne, inden man moster,« siger Mattias.

Mosten løber igennem en sigte og ned i en desinficeret plastbeholder, hvorfra den hældes direkte på glasflasker og kan sælges i gårdbutikken.

»Jeg vil anbefale, at man hælder mosten på glasflasker, som man skolder inden. Derefter bør mosten opbevares på køl, hvor den kan holde sig i omtrent fire dage. Tommelfingerreglen er, at er der det mindste tryk, når flasken med most åbnes, skal man ikke drikke den,« forklarer Mattias.

»Får man lavet mere most, end man kan nå at drikke, kan mosten også sagtens fryses,« tilføjer han.

Med de gode tips fra Gartnergårdens erfarne mestre udi frugt og grønt, er der ingen undskyldninger for at lade årets æblehøst gå til. Så skynd jer ud og pluk de sidste æbler på træerne eller hent de æbler, I allerede har plukket, og så er det i gang med hjemme-mostningen. Rigtig god fornøjelse!

Om serien: I serien “Mestertips” videreformidler Jyllands-Postens Lokalaviser i samarbejde med TV Aarhus sæsonens bedste forbrugertips fra nogle af byens lokale bagere, pizzabagere, slagtere, fiske- og grønthandlere.
Se hvert enkelt tip blive udført i tv-indslaget og læs om de lokale “mestre” på aarhusonsdag.dk.

Gartnergården moster hver fredag eftermiddag i æblesæsonen. Mosten er lavet på gårdens egen æblehøst uden nogen form for tilsætning. Foto: Gartnergården