TV2's nye seriehelt 'Oxen' vendte ryggen til sin bas og Adelgade: »Når jeg møder Peter Sommer siger vi '8660 Skanderborg'«
Østjyske Jacob Lohmann har hovedrollen som en plaget men skarp jægersoldat i TV2's nye seriesatsning, Oxen. Som barn og ung gav han den gas på bas i det kreative miljø i Skanderborg.
Han er 49 år gammel - og så spiller han hovedrollen i TV2’s nye serie, Oxen.
Han er vokset op - og har trådt sine kreative sko - i Skanderborg - dog i en helt anden udfoldelse.
Den karriere blev sat på hold, da fornuften og lektielæsningen tog over.
Det kostede et øjebliks fortrydelse - især da et farvel til bandet betød, at han også gik glip af en turne som opvarmning for Kashmir.
I dag er han dog ret god tilfreds med sit valgt.
Jacob Lohmann er uddannet på Aarhus Teaterskole og har været med i ikke færre end 29 serier og 19 film; ofte i biroller som betjent eller som bredskuldret mand til højre.
Nu runder han så serierolle nummer 30, der handler Danmarks højest dekorerede jægersoldat, der bliver hvirvlet ind i kriminalitet sammensværgelser, der rækker helt ind i regeringens top.
»Jeg synes, at der er sådan en lille dreng inde i ham, der skriger efter hjælp. Og ham prøver jeg at forsvare,« smiler skuespilleren faderligt og rummeligt - før han kaster sig over at fortælle om sin fortid i det østjyske.
Peter Sommer var næsten-nabo
Som som barn og ung i Skanderborg hang Lohmann ud på Café Boehme.
»Det var et fantastisk sted for os med et kreativt ben i kroppen. Frans Berliner åbnede den. Alle mændene i den familie hedder Frans Berliner. Gamle Frans Berliner skrev julekalenderen ’Jul i Gammelby’, som min far (Lars Lohmann. red) spillede med i. Og så var der sønnen, Frans Berliner, som jeg gik i gymnasiet med,« fortæller Jacob Lohmann.
Lohmann spillede bas i Nice & Naughty og sang gudhjælpemig, som han selv siger, en gang imellem. Han boede fire huse fra Peter Sommer, der var et sky element, som stod med sin bas ovre i et hjørne.
»Han gjorde ikke det store væsen af sig. Og dengang vidste vi jo ikke, at der gemte sig et musikalsk tekst-geni i ham. I dag hilser vi hjerteligt på hinanden og siger 8660 Skanderborg,« ler Jacob Lohmann med hele maven og udtaler Skanderborg med et ’a’ som i Anders.
Missede musikkarriere
En form for fornuft fandt vej til den unge mand, der forlod sit band for at få læst op på lektierne inden studentereksamen.
Det viste sig at være meget dumt, for bandet, der skiftede navn til Melanies Breast, vandt DM i Rock kort efter.
»De vandt året efter Dizzy Miss Lizzy. Der stod jeg med åben mund og polypper inde på Blitz og så Melanies Breast blive danmarksmestre, hvorefter de blev opvarmningsband for Kashmir og var på tur med dem,« ryster han på hovedet.
Et øjeblik efter finder han fred med, at det hele jo er gået meget godt alligevel.
Benene solidt plantet i den jyske muld
Skuespillerens nys tilkomne erfaring får ham dog ikke til at drømme om flere store hovedroller lige nu.
»Jeg tænker virkelig ikke over, hvilke roller jeg godt kunne tænke mig at få. Det ville være spild af tid at spekulere over det. Lige nu spiller jeg en lille rolle for Danmarks Radio i en dokumentar. Og det, synes jeg, er vildt spændende. Og så er jeg ligesom optaget af det,« siger den grundglade jyde.