Sofie Torp får priser og hovedroller: »Når du siger talentfuld, krymper jeg mig«
Selv om sangfuglen fra Kastanjevej i Viby for længst har forladt Fatter Eskilds onsdagsjam og er blevet dansk films darling, har hun det svært med at blive kaldt talentfuld. Fredag var hun på den røde løber i Aarhus, fordi hun - igen - spiller hovedrollen i en ny film, "Hygge".
Aarhusianske Sofie Torp, der er datter af sangerinden Jette Torp, er måske stadig et nyt navn for nogen, men man kan møde hende her og der og allevegne i danske film og tv-serier i disse år.
Hun var i 2020 den mest prisvindende danske kvinde og gik fra at være branchens underdog til at være hende, man ringer til, når man havde en rolle til en kvinde i 30’erne.
Lige nu er hun hjemme i Aarhus til gallapremiere fredag 27.oktober på filmen ”Hygge”, og hun har yderligere to premierer på vej.
»Der kommer nu tre spillefilm ud, men de er optaget over det seneste år. Det ser ud som om, at jeg har løbet ind og ud og kastet parykker af og på, men sådan er det ikke. Det virker så massivt, fordi det udkommer så umusikalsk forskudt, og tv-produktioner lapper ind over filmene,« siger 33-årige Sofie Torp.
Måske er jeg en darling
Hun er taknemmelig for, at hun får lov til at spille alt fra actionhelt med skudsikker vest og pistol i Afdeling Q til den pæne sekretær, Lis, på Carmen Curlers-fabrikken i Kalundborg.
»Om jeg er dansk films nye darling? Ha ha, det kan man måske godt kalde det,« svarer hun på spørgsmålet om sin nye status.
På tv var hun det samme år med i julekalenderne på henholdsvis TV2 og DR og senere fik hun rollen som sekretæren Lis i DR-serien Carmen Curlers. I filmverdenen har hun siden 2020 været med i Afdeling Q’s ”Marco-effekten”, ”Lykkelige Omstændigheder”, ”Meter i Sekundet”, ”Hygge”, ”Synkefri” og ”Den Grænseløse”, der udkommer næste år i serien om Afdeling Q.
Gemmer Bodil og Robert
Inden skuespilleren stod på den røde løber i Aarhus ved premieren for ”Hygge” i forbindelse med Aarhus Film Days, talte Aarhus Onsdag med hende om hendes barndom og karriere.
Det viser sig, at hun har det svært med at blive udråbt til at være et talent. Da hun vandt sin Robert og Bodil placerede hun dem allerbagerst i vitrineskabet derhjemme. Siden har de fundet vej, så de eftertragtede statuetter nu står foran whiskyflasken, men de er ikke nået til en åbenlys synlig placering i hjemmet på Frederiksberg.
»Robert og Bodil er kommet lidt frem i vitrinen foran rødvinen og whiskyen, så de har deres egen rude - jeg ser faktisk på dem lige nu - men de bliver ikke flashet. Efterhånden hviler jeg dog mere i, at jeg måske faktisk har et talent. Jeg får jo ikke priserne for at komme til tiden og altid kunne mine replikker. Faktisk bliver jeg rost for mit nærvær med andre spillere og mig selv, siger skuespilleren og afbryder sig selv:
»Helt ærlig - da vi begyndte at tale om det, gav jeg mig straks til at lægge vasketøj sammen. Når du siger talentfuld, krymper jeg mig og får brug for at gøre noget lavpraktisk som at lægge håndklæder sammen, hvor er det skørt,« ler hun hjerteligt.
»Hvorfor skal man egentlig ikke tro på, at man er noget? Jeg elsker faktisk at være sammen med nogen, der er noget og som tror på sig selv. Hvorfor er det så svært for mig at sige: Jeg eeelsker at spille skuespil og kan mærke, at jeg er god til det her?« spørger hun retorisk.
Kærlighedslivet er privat
I takt med at antallet af roller stiger, sker det også for pressens interesse. En række medier har for nylig skrevet, at hun har fundet sig en kæreste, men det afkræfter hun på den røde løber.
»Jeg er nået til et punkt, hvor jeg skal finde et mere afbalanceret forhold til pressen og ikke tale åbent om mit kærlighedsliv. Jeg taler gerne om mit privatliv, når det f.eks handler om min regnbuefamilie, for det emne er meget større end mig, og det er fedt at kunne inspirere andre,« siger hun, der har fået datteren Olga med sin bedste ven, teaterinstruktøren Sargun Oshana.
Sofie Torp gik til casting med ammehjerne i rollen som betjenten Rose i serien Afdeling Q. Den sikrede hende fast arbejde i seks-otte år og med den kontrakt forvandlede den smalle, trange karriere-sti sig til en motorvej.
Skulle være sanger
Ifølge hende selv er skuespilleren opvokset i en pæn kernefamilie i Viby med sin tømrerfar, Thorkild Torp, og sin entertainer-mor, Jette Torp. Sofie Torp spillede masser af håndbold ovre i AGF, som hun siger, men en knæskade skiftede sportsefterskolen ud med en, der havde teater, og det gik rigtig godt i spænd med hendes store sangtalent.
Jette Torp hærgede hele landet i 1990’erne med showet Musik og fis. Datteren var med som korpige og hang desuden rigtig meget på Fatter Eskild, hvor hun ofte sang, når der var jam, hun var også tit ude og synge populære popsange ved baller og bryllupper fulde af fadøl og hygge.
Sofie Torp, der har boet 12 år i København, taler stadig med en bred aarhusiansk dialekt og ønskede sig noget så jordnært som bøf-bearnaise og pommes frites, da hun tidligere på året var med i radioprogrammet ”Det Sidste Måltid”. Og så betingede hun sig en rygepause, selv om hun synes, det er socialklasse fem. Den har hun som noget nyt forladt.
»Jeg stoppede med at ryge for tre måneder siden, efter at jeg har røget i mere end 20 år. Jeg fik hjælp af en hypnotisør men var også topmotiveret. Jeg troede, at rygningen havde noget at gøre med, hvem jeg er og hvor sjov jeg er, men sådan er det slet ikke,« ler Sofie Torp højt og manifesterer, at hendes gode humør stadig er intakt.
Tilbage til Aarhus
Det samme er forholdet til både sin mor, veninden Stine Pilgaard og barndomsbyen, Aarhus. Hun glæder sig derfor til at spille teater igen - netop her i byen i Musikhuset 8. og 9. marts næste år. Stykket hedder ”Min Mor Siger” og bygger på den aarhusianske forfatter, Pilgaards, roman af samme navn.
»Jeg elsker at stå på en teaterscene, men har ikke gjort det i et år. Jeg spillede samme stykke til min afgang på skuespillerskolen for otte år siden. Dengang skrev jeg til Stine og spurgte, om hun ville komme og se det. Det ville hun. Hun så det alle de otte-ni gange, vi spillede, og så blev vi venner,« mindes Sofie Torp.
Hun oplever en form for slægtskab med Stine Pilgaard, der skriver sig lige ind i Sofie Torp.
»Det bliver fedt at komme hjem med denne her skønne Aarhus-fortælling. Det er som om en ring sluttes.«