Vi synger dem kun en gang om året - og det er nu
Julesang klinger i Solsalen og alle kan være med.
Alle sangglade aarhusianere inviteres mandag 27. november til at synge julen ind, når højskoleforstander Jakob Bonderup fra Engelsholm Højskole endnu engang besøger Solsalen i Aarhus for at lede FOF Aarhus’ ”Sangaften i Aarhus”, som denne gang er med julens skattede sange og salmer i fokus.
Hovedomdrejningspunktet er som altid Højskolesangbogen, men så tæt på december kan det ikke undgås, at julens sange vil sætte sit aftryk på aftenens repertoire.
Julesangaftenen er sæsonens 3. sangaften i FOF Aarhus-regi, og Jakob Bonderup glæder sig til at lede sangaftenen, som denne gang står i julens tegn:
»Jeg glæder mig til Julesangaftenen, for hvem holder ikke af at synge julens sange og salmer? Jeg tror, det bunder i, at vi kun synger julesangene en gang om året, og den genkendelsesglæde, der er forbundet hermed, sætter sig i folk. Ja, jeg tror næsten, at man kan sige det på den måde, at julesangene forbinder os, fordi de er en del af os, og fordi de altid har været der i vores liv,« siger Jakob Bonderup.
Det er FOF Aarhus, som står bag ”Sangaften i Aarhus”, og her glæder konsulent Roland Christiansen sig også til julesangaftenen, selv om han medgiver, at det måske er lidt tidligt:
»27. november vil nogen mene er måske lidt tidligt at synge julesange. Den fraktion tilhører jeg imidlertid ikke,« lyder det fra Roland Christiansen med et smil.
»Med under en måned til juleaften, kan vi selvfølgelig sagtens synge både vinterens og julens sange, og på forhåndstilmeldingen kan vi se, at vi allerede har rundet deltagerantallet til oktober måneds sangaften,« siger Roland Christiansen
”Sangaften i Aarhus” finder sted mandag 27. november, kl. 19:30.
Tilmelding sker via FOF Aarhus’ hjemmeside: Her