Fortsæt til indhold

Med David Bowie-inspiration viser Aros kvælningen af iranske kvinders karrierer og frihed

Iranske Soheila Sokhanvari viser på kunstmuseet i Aarhus, hvordan modige kvinders karriere er kvalt og deres frihed er stjålet.

Byrummet
tahmasbi

Soheila Sokhanvaris første soloudstilling i Danmark bliver på Aros. Den præsenterer 21 miniatureportrætter af tidligere berømte iranske kvinder, heriblandt Vida Ghahremani, der er den første kvinde, der blev kysset i nærbillede i iransk film.

Også Forough Farrokhzad, en kontroversiel, modernistisk digter samt den profilerede forfatter Simin Dāneshvar indgår.

Soheila Sokhanvari. Foto: Daniele Mah Photography

Efter den iranske revolution i 1979 og indførelsen af et konservativt islamisk præstestyre, stod kvinderne over for et barskt valg: At give afkald på deres offentlige karriere eller at blive tvunget i eksil.

»Soheila Sokhanvaris udstilling er yderst relevant og aktuel, især set i lyset af den politiske situation i Iran. Udstillingen giver os mulighed for at reflektere, debattere og gennem den unikke visuelle præsentation af Sokhanvaris værker at overveje nye perspektiver, nye fortællinger og måske endda håb for fremtiden,« siger museumsdirektør Rebecca Matthews i en pressemeddelelse fra Aros.

Udstillingens titel, ’Rebel Rebel’, refererer til David Bowies popklassiker fra 1974 og er en hyldest til de portrætterede kvinder, der alle forfulgte deres karrierer i et samfund præget af Vestens kunst og stil men ikke dens frihedsrettigheder.

Wild at heart portrait of Pouran Shapoori. Pressefoto

»I min kunst belyser jeg kollektive forhold gennem enkeltpersoners fortællinger. For at fortælle historien om det prærevolutionære Iran besluttede jeg at fokusere på nogle af landets mest kendte kvinder,« siger Soheila Sokhanvari.

»Billeder af kvinder bliver brugt som symbol på iranske politiske ideologier: De historier, der fortælles i Vesten om deres liv, handler alle om påbud om at bære slør efter revolutionen – jeg ønskede at fortælle en anden historie. De udvalgte kvinder er alle udøvende kunstnere: De var de mest synlige, og derfor var det også dem, der tydeligst blev gjort tavse efter 1979,« fortsætter kunstneren.

Tværmedial udstilling

I ’Rebel Rebel’ hænger Sokhanvaris miniportrætter på et håndmalet vægmaleri baseret på traditionelle islamiske mønstre og geometrier, der dækker hele udstillingsgalleriet. Derudover præsenterer udstillingen en række skulpturer og installationer, blandt andet bestående af sammenklip af scener fra iranske filmklassikere.

Barbican Arts Centre er et stort kommunalt kulturcenter i City of London. Her ses Soheila Sokhanvaris installation i centeret.

Udstillingen er akkompagneret af et soundtrack bestående af sange af berømte iranske sangerinder fra midten af det 20. århundrede. Lydbilledet er produceret af Marios Aristopoulos og er i sig selv en gribende gestus, da det stadig i dag er ulovligt for kvinder i Iran at synge i det offentlige rum.

På samme måde peger skulpturen ’Star’ på poetisk vis på det faktum, at det er ulovligt for kvinder at danse offentligt i Iran samt vise sig uden deres hijab. Skulpturen indeholder projektioner af en 25-minutters filmrulle fra Filmfarsi-produktioner med et udvalg af kvinder i udstillingen, der alle optræder og danser.

Om Soheila Sokhanvari

Soheila Sokhanvari blev født i Shiraz i Iran og flyttede til Storbritannien som barn, et år før Pahlavi-regimet blev væltet. Sokhanvari bor og arbejder i dag i Cambridge.

Soheila Sokhanvaris skulptur, Monolith Mirror sculpture.

Hun har en bachelorgrad i biokemi fra 1986 og har arbejdet som forsker på Cambridge University. Hun fik derefter en bachelorgrad i kunsthistorie og billedkunst i 2005, en kandidatgrad i 2006 og i 2011.

Udstillingen er udarbejdet i tæt samarbejde med Soheila Sokhanvari og er oprindeligt kommissioneret af the Barbican i London.

Den er kurateret af Ellen Drude Skeel Langvold og kan ses fra 13. januar til 2. juni i Focus galleri på Niveau 5.