Fortsæt til indhold

Det er aldrig for sent at blive døbt og du skal ikke have vidner med

Ved DropInDåb kan alle blive døbt på stedet uden tilmelding og uden vidner, dem sørger kirken for.

Byrummet
tahmasbi

I den danske folkekirke er det aldrig for sent at blive døbt. Derfor er kirkerne i Aarhus Domprovsti gået sammen om på skift at tilbyde DropInDåb to gang om året. Næste gang er fredag 2. februar i Sct. Johannes Kirke kl. 16-19.

I forbindelse med DropInDåb kan alle blive døbt på stedet uden tilmelding og planlægning af stor fest. Skt. Johannes Kirke, hvor DropInDåben foregår, er åben mellem kl. 16 og 19, og man kan komme når som helst i det tidsrum. Det skriver Aarhus Domkirke i en pressemeddelelse.

Alle er velkomne, børn som voksne, også selvom man ikke bor i Aarhus. Man er velkommen til at have gæster med, men man kan også komme alene - kirken sørger for at stille de nødvendige dåbsvidner til rådighed.

Når man møder frem, står frivillige klar til at tage imod dem, der vil døbes. Herefter vil en kordegn sørge for papirarbejdet. Inden man bliver døbt i kirken, har man en kort samtale med en præst. Dåben foregår helt, som den plejer bare uden tilmelding. Der er musik i kirkerummet, og efter dåben bydes på en forfriskning og en dåbsgave; det kan være en salmebog, Bibelen eller en genfortælling af Bibelen.

Det eneste, man skal medbringe, er gyldig billedlegitimation. Børn under 18 år skal have forældre eller værge med.