Plejehjem lyttede til 91-årig: »Nu får vi rundstykker om søndagen og jeg øser selv min mad op«

Helmer Thorsen havde ét problem, da han var flyttet ind på plejehjemmet Hørgården for et år siden. Han kunne ikke kende forskel på dagene længere.

»Hvad skal vi så gøre det ved det, Helmer?,« spurgte lederen af plejehjemmet i Risskov.

»Ja, I kunne jo starte med at servere rundstykker om søndagen,« lød det enkle forslag fra den dengang 90-årige Helmer.

Den følgende søndag morgen var der rundstykker på bordet. Og det har der været lige siden.

For Helmer Thorsen var forandringen stor. Ikke blot var det nu nemmere at skelne dagene fra hinanden, men han oplevede også en ledelse, der var meget lydhør for at imødekomme de små ting i hverdagen, der kan gøre store forskelle.

»Det er en fantastisk velvilje, jeg oplever fra ledelsens og personalets side,« siger Helmer, der har boet i Aarhus hele sit liv.

Hverdagen på Hørgården fik for nylig Helmer til at skrive en email til redaktionen på Din Avis Aarhus med en direkte invitation til at besøge ham på plejehjemmet.

»Jeg synes for ofte, at de kritiske historier om plejehjem får lov at stå uimodsagt. Der er aldrig nogen, der påtager sig ansvaret. Ikke på noget niveau. Så det betragter jeg jo som en accept af, at de ting, der bliver påtalt, er korrekte. De, der sidder og læser, får ikke noget modsvar. De tror efterhånden, at livet på plejehjem er det værste af det værste,« siger Helmer og tilføjer:

»Fængsel eller plejehjem. Det kan jo nærmest komme ud på ét.«

Han sidder i sin lænestol midt i sin lille lejlighed med hænderne foldet i skødet. Rollatoren står lige ved siden af, og den støtter han sig til, når han skal op at gå. Han må sige ”hva’beha’r?” et par gange, men kan tale med om både konflikter i Mellemøsten, landspolitik og så selvfølgelig hvordan ’hans’ plejehjem ledes. Aviser ligger i et par bunker på sofabordet. Inde i det lille soveværelse, der er adskilt fra resten af lejligheden med en lille skydedør, har han plads til både skrivebord og seng. Og selvfølgelig har han både mobiltelefon og ipad.

Det var en brækket hofte, der sidste år sendte Helmer først på sygehuset og derefter på plejehjem. En barsk melding for den dengang 90-årige, at han nu ikke kunne klare sig i eget hjem længere.

»Jeg blev mere eller mindre forskrækket. Jeg kendte reelt ikke til, hvordan det var at bo på plejehjem. Men jeg fandt jo ud af, at det ikke var det værste af det værste,« siger Helmer Thorsen, hvis kone, Kirsten, har boet på Hørgården i flere år:

»Jeg var ikke i tvivl om, hvor jeg skulle hen, men hvordan ville det blive? Min kone lider af demens, og hvis man spørger hende, om hun er tilfreds, så er man ikke helt sikker på værdien af det svar, man får. Hendes demens gør, at hun accepterer situationen, som den er, og hun stiller ingen krav.«

Det samme kan man ikke ligefrem sige om Helmer. Og det stoppede da heller ikke ved rundstykkerne.

For meget væltet lokum

Hurtigt noterede Helmer sig, at der næsten aldrig blev bedt om en ekstra portion ved middagsmaden. Tværtimod var der sjældent spist op.

»Det var madspild og træls at se på.«

Han bad derfor om, at man selv fik lov til at øse maden op på sin tallerken.

»Hvis jeg vil have tre kartofler i dag, så tager jeg det. Så føler vi os som ganske almindelige mennesker, der selv beslutter, hvad de vil have.«

I dag serverer køkkenet også flere traditionelle danske retter:

»Det skal ikke være et væltet lokum (millionbøf med kartoffelmos, red.). Nogle gange var det peppet lidt op med indiske krydderier, men det er jo ikke det, vi har levet af. Vi har levet af gode, danske traditionelle retter. Det gjorde jeg opmærksom på.«

På menukortet er der i dag i højere grad frikadeller, stuvede grøntsager og stegt flæsk med persillesovs. Og så kan man selv bestemme hvor meget, man vil have på sin tallerken.

»Vi er altså opdraget med, at det, man selv øser op, spiser man op.«

Men Helmer ved også godt, at nogle på plejehjemmet ikke selv evner at øse maden op:

»Problemet er jo, at halvdelen af dem, der bor her er mere eller mindre ramt af demens. De har ingen mening eller evner ikke at formulere sig. Plejepersonalet har jo en kæmpe opgave i at omstille sig fra at hjælpe en, der måske endda modsætter sig hjælp, og så hjælpe en, der godt kan give lidt igen, og godt kan øse sin mad op selv.«

Ligesom i sit aktive liv, som ejer og bestyrer af flere radioforretninger i Aarhus, så er Helmer ikke bleg for at give sin mening til kende:

»Det skabte fra starten af at godt samarbejde mellem mig og forstanderen. Hvis jeg har en mening om noget, så lytter de,« siger Helmer, der overtog Radio Thygesen i begyndelsen af 1960’erne og sidenhen udvidede, så der på et tidspunkt var seks radioforretninger i Aarhus under hans ledelse.

Fra én fest til den næste

På Hørgården sker der i dag så meget, at Helmer dårligt har tid til at læse avisen:

»Vi forsømmer ingen lejlighed til at feste. Det er jo nærmest hver eneste dag, at der er en aktivitet i huset. Det er lige før, at den ene fest går over i den anden. Hvis man vil have to glas rødvin, så får man det, men vi er aldrig fulde.«

Helmer går til fysioterapi hver tirsdag og torsdag i motionsrummet. Derudover er der en aktivitetskoordinator, som sørger for, at kalenderen er fuld, og som også er åben for forslag.

»Der er ingen grænser for opfindsomheden. I næste uge skal vi have en vuggestue på besøg. Vi har lige fået en bardisk, som snart skal indvies. Der har været en musiker, der spiller og synger som Elvis. Og der er selvfølgelig altid lagkage, når der er fødselsdage.«

Helmer mødes også med en herreklub en gang imellem. Så sidder de i spisestuen og får frokost med en øl og en snaps til. Nogle gange tager de på tur.

For Helmer betyder det meget, at personalet gør sig umage for at finde på arrangementer, der falder i beboernes smag:

»Det handler virkelig om os, og ikke bare, at personalet skal have tiden til at gå. I det hele taget er der stor interesse for os som borgere. Selvom vi er blevet gamle, så er vi stadig borgere, og vi skal ikke behandles som umælende kræ, der finder sig i alting.«

Nytårsaften var det Helmer, der holdt nytårstalen - lige efter dronningen.

»Det er sjovt, når man er beboer på plejehjem, men jeg må nogle gange sige, at det har jeg ikke tid til. Så siger folk; ”Du har da ikke andet end tid”. Nej, men jeg har meget af det andet.«

Griner af ”svinesti”

En af Helmers faste hjælpere på plejehjemmet, stikker hovedet indenfor, og kommenterer med et glimt i øjet på, at hans lejlighed »da snart ligner en ren svinesti«.

»Man har ikke andet end overarbejde hos dig,« lyder det gennem store smil.

»Det må vi jo så have afregnet,« giver Helmer igen med et stort grin.

»De medarbejdere, jeg er i kontakt med, er fantastiske. Det starter altid med et godt smil, når vi ser hinanden. De sørger for, at jeg er ren og pæn. Er der den mindste plet, så går det til vask,« siger Helmer, der fra første dag har været positiv og forsøgt at få skabt et godt forhold til personalet:

»Jeg er bare blevet mødt af store smil. Og de er gode til at spørge; ”er det noget vi kan gøre for dig?” Rengøringen er tiptop. Hvis der er spildt noget, så siger jeg lige til Jane; ”Kan du ikke lige?” Og så svinger hun lige forbi med støvsugeren.«

På grund af den brækkede hofte er Helmer ikke så sikker på benene længere. Han har brug for den tryghed, der er på plejehjemmet. Forleden faldt han i spisestuen, og straks var der tre fra personalet omkring ham:

»Det var da dejligt at have tre piger, der stod omkring en.«

Den travle Helmer må nu videre i dagens program. Turen går til optikeren i dag. Senere skal han aflevere avisen henne ved en af de andre beboere, men han skulle jo gerne lige have læst den først.

Inden han siger farvel til den udsendte for herværende avis, har han et sidste budskab om, at han gerne vil dele ud af sine erfaringer.

»Jeg vil jo gerne have ændret ved opfattelsen af plejehjemmene. Hvis der er andre, der vil høre om, hvordan man driver plejehjem her, så kan de bare spørge. Det er jo ikke kun os, der skal have det godt. Det skal alle. Så de må sige til, så kan det være, at vi kan komme med inspiration.«