Jens tog sig af de syge som læge - nu flytter han på plejehjem som 63-årig

Jens møder sin bror allerede ude i trappeopgangen. Han bor på tredje sal og har netop hørt, at hans lillebror, Hans, har ringet på dørtelefonen og derefter selv låst sig ind i opgangen. Nu går Jens ham i møde ned af trappen. Ivrig for at komme i kontakt med ham. Jens har ikke kunnet få sin telefon til at virke.

Hans beroliger sin storebror og følger ham ind i køkkenet, hvor mobiltelefonen ligger. Efter et par tryk virker den igen. Og Jens sænker skuldrene.

»Tak, det var godt. Jeg kunne simpelthen ikke få den til at virke.«

Jens har været vågen siden ved 4-tiden tidligt i morges. Det er en af de dage, hvor Jens især mærker sin sygdom. Det er dagen før dagen, hvor store forandringer skal ske.

Jens Møller er 63 år og har i seks år levet med diagnosen Alzheimers sygdom. Hans kone gennem mange år døde i 2018 af kræft, blot et år efter han selv var blevet sygdomsramt. Han har ellers været den, der tog sig af de syge, da han er uddannet læge og i flere år arbejdede på medicinsk afdeling på Aarhus Universitetshospital.

Selvom han har måttet sige farvel til sit arbejde, så har han indtil nu kunnet klare sig selv, dog har han i stigende grad haft behov for, at hjemmeplejen kiggede forbi.

En sorgens dag

Således også i dag, hvor sosu-assistent Karina Andersen fra den kommunale hjemmepleje banker på første gang lidt over klokken ni.

I morgen er det sidste gang, hun kommer i lejligheden, for så flytter Jens ind på plejecentret Skelager i det nordlige Aarhus, hvor han har fået plads.

»Det bliver en sorgens dag i morgen,« siger Karina, der kommet hos Jens i godt et års tid.

»Jens vader jo ind i folks hjerter med træsko på. Jeg tror ikke, jeg finder en som dig igen, Møller,« siger Karina og hurtigt bliver de rosende ord sendt retur.

»Hun er mit livsanker,« siger Jens og uddyber:

»Hun er second to none. Hun er så nem at snakke med. Der er aldrig noget brok. Der bliver aldrig set ned på en. Det er ikke så sygdomspræget, og det har været et forbilledligt samarbejde. Vi svinger bare rigtig godt. Hvad hun ikke har gjort for mig. For eksempel hjælper hun mig med at gå over og købe ind, hvis jeg indimellem ikke tør,« forklarer han.

Fra i morgen er det plejehjemspersonalet, der skal hjælpe Jens i hverdagen. Og det ser han også frem til. For han ved godt, at han har behov for mere hjælp, end de to-tre gange hjemmeplejen i dag kigger forbi.

»Jeg glæder mig. Det er ved at være for hårdt for mig at bo alene,« siger Jens.

Han forlader et øjeblik de mange flyttekasser og pakkelister i lejligheden og går ud på altanen for at tænde en cigaret:

»I morges havde jeg det ikke godt. Jeg var noget forvirret. Tror jeg stod op klokken 4. Så prøvede jeg at gå i seng igen, men det kunne jeg ikke rigtig. Jeg vidste ikke, hvad der skulle ske i dag. Det er ikke rart.«

Karina er ved at afslutte sit besøg hos Jens. Hun fortæller ham, at hun har smurt rugbrødsmadder til ham, og hun har sat en maskine over.

»Så får du lov til at hænge vasketøjet op.«

Der bliver hver dag sat en maskine over, så Jens har lidt vasketøj at hænge op. Det er god træning af finmotorikken, og det giver ham ro at have den lille beskæftigelse.

»Jeg stiller også altid skraldeposen ud til ham, så kan han gå ned med den. Det er vigtigt, at han gør alt det, han selv kan. Udover de faste ting, vi hjælper Jens med, så ser vi også på fra dag til dag, hvad han har brug for. Er det en lille indkøbstur, eller bare en gåtur? Vi prøver at tilpasse os hans ønsker,« forklarer Karina.

God til at læse ham

Jens’ bror Hans har også kun rosende ord om hjemmeplejen og især Karina:

»Hun er god til at læse ham. Hun ved, hvornår grænsen er nået. Og hvad har han brug for. Det giver jo også os pårørende en enorm tryghed,« siger Hans Møller og fortæller om en stadiontur, som Jens gerne ville have været på.

Men Karina frarådede det kraftigt.

»Han ville ind og se AGF-FCK, men jeg synes ikke, det var en god ide. Det accepterede han,« fortæller Karina.

»Jeg sydede indeni,« siger Jens grinende, men fortæller også, at han egentlig godt ved, at det ville have været for meget for ham.

»Når der er for mange mennesker samlet på ét sted, så kan jeg nemt blive forvirret,« siger Jens.

Og det gik galt for ikke så længe siden, da han var til stadionkoncert med Thomas Helmig, hvor han pludselig fik det skidt, og bare skulle ud derfra.

»Vi var lige ved at komme ind i en god periode efter den Thomas Helmig-koncert. Så en stadiontur var ikke en god idé. Tilbagefald det skal vi undgå,« siger Karina, inden hun er på vej ud af døren:

»Men jeg skal nok komme og besøge dig på plejehjemmet, som jeg har lovet. Nu kan jeg jo komme rendende, som jeg vil, og så må jeg jo rent faktisk drikke en øl med dig.«

Beriget af medfæller

Jens har siden sin diagnose også været meget glad for at besøge Demenshjørnet, der er Aarhus Kommunes tilbud til folk, der lider af en demenssygdom.

»Demenshjørnet har jeg brugt meget, men nu er det blevet for meget for mig at komme der. Nogle er kede af det, fordi det er en skrækkelig sygdom, men jeg har et lyst sind, og det hjælper mig meget.«

Han roser Alzheimerforeningen, som, han mener, får alt for lidt opmærksomhed.

»De gør så meget godt. Vi spiser sammen om fredagen, spiller fodbold en gang om ugen. Både inde og ude. Jeg har på mange måder fået et rigere liv, end jeg ellers kunne have haft. Jeg er blevet beriget af så mange ting af mine medfæller, og det synes jeg er så smukt.«

Rundt om i lejligheden ligger laminerede sedler med beskeder. Der er en pakkeliste til træning, så han husker at få det hele med. Der er hængt sedler op på hylderne i skabet, så bukser og bluser kommer ind de rigtige steder.

Jens har derudover god gavn af sin familie. Hans lillebror, Hans, og hans storebror, der også er læge, bor begge i byen. Mens hans to voksne døtre bor i København.

»Jeg har et virkeligt godt netværk. Det har gjort, at jeg kunne blive boende herhjemme så længe. Det seneste halve år er det dog gået meget nedad bakke,« erkender Jens, der har et nødkald siddende rundt om armen, så han altid kan ringe efter hjælp, hvis mobilen skulle svigte ham.

Han mener dog, at sygdommen indtil videre ikke har ramt ham så hårdt.

»Den er blid ved mig.«

Jens har via sit netværk og den gode hjemmepleje stadig kunnet føre et aktivt og udadvendt liv:

»Jeg kan jo godt lide, at der sker noget. Det har været en luksus for mig at bo her,« siger Jens, der mener, at Aarhus er det allerbedste sted at være syg:

»Nu kender jeg flere, der bor i København, og der har de en brøkdel af, hvad vi har her af tilbud. Jeg er meget glad for både Aarhus Kommune og Alzheimerforeningen.«

Håber at nogle vil lege

Alle hans ting i den treværelses-lejlighed, der har været hans hjem gennem seks år, skal nu pakkes ned. Noget skal han skille sig af med, noget skal han have med på Skelager.

»Flytning er en stor ting for mig. Så kan jeg godt blive usikker. Man kan jo aldrig vide, om man render ind i nogle, man ikke har det så godt med, men der er sikkert nogle, der godt vil være med til at lege. Jeg håber, at der er nogle, der vil hygge sig i stedet for at synke sammen i armod,« siger Jens.

Han er ikke i tvivl om, at livet på Skelager vil blive nemmere:

»Det bliver en noget lettere hverdag for mig. Jeg går ud fra, at de kan hjælpe mig med at finde rundt. Det er jeg slet ikke bange for. I det hele taget tror jeg, at det kommer til at gå godt.«