Fortsæt til indhold

Rådmands ønske til minister: »Sæt os mere fri, Mette«

Inden ny ældrelov præsenteres, besøgte ældreministeren Hasle Plejehjem, hvor beboerne har såkaldte mennesketavler. Rådmand ønsker sig mere frihed til flere lokale løsninger.

Samfund

Elin Staalsen er social og nyder at være sammen med andre. Hun kan godt lide at synge eller lytte til sang. Hun er tidligere husassistent på Amtssygehuset og har arbejdet i Salling. Hun vil gerne hjælpe med at tage af bordet. Vil gerne vande blomster. Og der skal helst være kolde øl i køleskabet.

Sådanne ting står der på Elins mennesketavle.

Og sådan en tavle er der for alle 36 beboere på Hasle Plejehjem. Udformet som en blomst, hvor hvert af de fem blade har en kategori. Under bladet ’Trøst’ står der for eksempel, at Elin er glad for kram.

Det er et af de tiltag i Aarhus Kommune, som ældreminister Mette Kierkgaard (M) mandag var på besøg hos Elin og plejehjemmets ledelse for at høre mere om.

Ældreminister Mette Kierkgaard (M) hilser på Elin Staalsen. Foto: Louise Nyvang Burmeister

På Hasle Plejehjem, hvor man har arbejdet med mennesketavler siden oktober sidste år, oplever man stor tilfredshed med metoden både hos beboeren, men også fra familie og venner og blandt personalet. Hver onsdag gennemgår hele medarbejdergruppen blomstens blade for at se, om der er ændringer i beboerens adfærd.

For Elins vedkommende kan det blandt andet betyde, at personalet taler med hende om hendes tid i Salling eller opfordrer hende til at hjælpe med at rydde af bordet, fordi de ved, at hun er tidligere husassistent og gerne vil hjælpe til.

Rikke Valentin, der er forstander på Hasle Plejehjem, fortæller derudover, at mennesketavlerne hjælper personalet med at reagere hurtigere, hvis der er ændringer i en beboers tilstand. Og de oplever, at de dermed kan undgå en udadreagerende adfærd.

Fantastisk at inspirere

Også rådmand for Sundhed og Omsorg Christian Budde (V) er begejstret for mennesketavlerne, som han gerne ser rullet ud på endnu flere plejehjem.

»Det giver bare rigtig god mening. Det er et rigtigt godt greb at have i værktøjskassen, når det gælder trivsel både for de ældre og for medarbejderne,« siger Christian Budde, der var en slags vært under ministerens besøg i Aarhus.

Han ser frem til, at ældreministeren spiller ud med en ny ældrelov - hvorom der i regeringsgrundlaget står, at den skal skabe ’bedre rammer for alderdommen med livsglæde og tid til nærvær frem for skemaer og minut-tyranni.’

Venstrerådmanden havde også klare ønsker med til ministeren - ikke bare Elin skulle sættes mere fri:

»Vi er glade for at blive sat fri, Mette,« lød det blandt andet fra rådmanden under besøget i Hasle.

Han uddyber til Din Avis Aarhus:

»Vi har ikke brug for detailstyring, men for at ministeren sætter en overordnet ramme. Det er fantastisk, at vi har en minister, der bruger en hel dag i Aarhus og er så nysgerrig på, hvordan vi gør her. Det vil være fantastisk, hvis vi kan inspirere og sætte aftryk på den nye ældrelov,« siger Christian Budde.

Elin Staalsen tog imod både ældreminister Mette Kierkgaard (M) og rådmand Christian Budde (V). Også folketingspolitiker Kirsten Normann Andersen (SF) deltog. I baggrunden ses forstander på Hasle Plejehjem Rikke Valentin (t.v.) og en af medarbejderne. Foto: Louise Nyvang Burmeister

Vil styrke det lokale

Ældreministeren lyttede mandag meget interesseret og spurgte flere gange ind til de aarhusianske erfaringer, som kan bruges i arbejdet med den nye ældrelov.

»Aarhus er interessant i den sammenhæng, fordi man her gør sig mange tanker om at sætte mennesket før systemet, der også er en kerneværdi for regeringen. Start med borgeren og lad det vokse derfra. Det gør man netop med mennesketavlerne, hvor der sættes ord på den enkeltes behov, og det bliver meget synligt i hverdagen. Jeg bed også mærke i, at man ikke taler om pårørende, men om familie og venner. På fagsprog hedder det pårørende, men den ældre selv taler om sin familie og sine venner. Det, synes jeg, meget illustrativt beskriver en intention om ikke at se det fra systemets side, men fra den enkelte beboers,« siger Mette Kierkgaard.

Skal ideen om mennesketavler bredes ud til flere?

»Nej, det er meget forskelligt, hvilke erfaringer man gør sig fra sted til sted, og hvad der fungerer. Jeg tror ikke, at ’one size fits all’. Men det er rigtig givtigt for mig at få erfaringer om, hvordan man arbejder konkret med det i kommunerne.«

Rådmanden vil gerne sættes endnu mere fri - bliver han det?

»Jeg vil rigtig gerne styrke den lokale ledelse, og det er betryggende at vide, at der er en parathed, og at man allerede er i gang.«

Men der er vel stadig behov for at have visse fastsatte standarder, som kommunerne skal leve op til og muligheder for at tjekke, at der rent faktisk bliver leveret den rette pleje?

»Ja, vi slipper ikke forståelsen for, at der er kvalitetsstandarder, som skal efterleves. Men vi kommer til at arbejde med det på en helt ny måde,« siger Mette Kierkgaard, uden at ville komme nærmere ind på, hvornår en ny ældrelov lander.

Men det bliver i løbet af efteråret?

»Det er vist bedst ikke at love for meget.«

Ministerens program i Aarhus bød i øvrigt på besøg på Plejehjemmet Hedevej i Risskov, i Generationernes Hus på Aarhus Ø og på DokkX med rundvisning i en udstilling om velfærdsteknologi.