Fortsæt til indhold

Få gratis besøg af en forsker - og bliv klogere på det, du vil

Man kan vælge mellem 119 forskere, der kan fortælle om galakser, bæredygtigt fiskeri, fedme og meget mere.

Byrummet
Tahmasbi

Nu kan man bestille et foredrag med et af Danmarks klogeste hoveder og blive klogere på det meste mellem himmel og jord.

Under festivalen Forskningens Døgn i april rykker 119 forskere ud i hele Region Midtjylland og deler ud af deres viden. Foredraget kan være hjemme i din stue, på dit job eller måske et helt tredje sted. Og det er gratis.

Det skriver Forskningens Døgn i en pressemeddelelse.

Vil du vide mere om galakser, bæredygtigt fiskeri, fedme eller obduktion af strandede hvaler? Uanset i hvilken retning dit videbegær peger, har du nu chancen for at stille din nysgerrighed.

Forskerne står klar til at rykke ud i det østjyske, på skoler, biblioteker, virksomheder, foreninger og endda i private hjem med den nyeste viden inden for deres forskningsfelt. Tilsammen kan man i regionen vælge mellem 144 forskellige foredrag.

Foredragene afholdes fra lørdag 20. til fredag 26. april.

Et foredrag varer typisk 30 - 90 minutter. Det kræver blot et publikum, som består af mindst 20 personer, og passende rammer for forskeren og tilhørerne. De fleste foredrag holdes fysisk, men der er også mulighed for virtuelle foredrag.

Man kan vælge at blive klogere på f.eks. datasikkerhed, kunstig intelligens, arbejdsliv, familie og børn, sundhed, klima, historie eller rumforskning. Forskerne kommer primært fra de danske universiteter og professionshøjskoler, mens enkelte kommer fra museer og private virksomheder.

Det er Uddannelses- og Forskningsministeriet, der arrangerer.

Bestil en Forsker – Forskningens Døgn.