Fortsæt til indhold

Aarhus Rosen skal gøre byen smukkere

Børn, ældre og frivillige har allerede plantet Aarhus Rosen.

Byrummet
Tahmasbi

De kommende år skal livet på aarhusianske plejehjem, børnehaver, bosteder og andre institutioner blive en smule smukkere med Aarhus Rosen.

Den specielfremavlede rose blev døbt af borgmester Jacob Bundsgaard (S) i forbindelse med Aarhus Festuge 2023, og siden har plejehjem, hospice og børnehaver modtaget rosenplanter.

Aarhus Rosen er en såkaldt buketrose, da den skaber flere blomster pr. gren. Pressefoto

En af modtagerne er Generationernes Hus på Aarhus Ø, som har brugt de mørke måneder på at forberede en smuk og velduftende sommer.

»For nogle af beboerne i plejeboligerne, der ikke har kræfter til at komme så meget udenfor, vil det helt givet blive til stor glæde, at de får mulighed for at opleve duften og synet af flotte roser,« siger Kristian Dall, leder af Generationernes Hus, der i efteråret 2023 modtog 150 rosenplanter.

Borgmester Jacob Bundsgaard (S) døbte Aarhus Rosen, da den blev præsenteret i forbindelse med åbningen af Aarhus Festuge sidste år. Foto: Mathilde Bech

Bag Aarhus Rosen står en selvejende institution der har til formål at etablere rosen samt donere den enten som planter eller i tilplantede krukker til kommunens institutioner, så den kan skabe glæde for beboere, ansatte og besøgende på f.eks. plejehjem, bosteder mv. Projektet er blevet realiseret takket være en donation fra Købmand Herman Sallings Fond samt andre private bidragsydere.

Det skriver Aarhus Rosen i en pressemeddelelse. Institutionen har indgået et samarbejde med Bilka, der forhandler rosen til udplantning i private haver.