Fortsæt til indhold

Spot Festival: Hele verdens musikbranche kommer til Aarhus

8.000-10.000 festivalgæster vil opleve 200 koncerter rundt omkring i byen torsdag og fredag i denne uge.

Byrummet

Når maj måned igen er over os, og forårets duft indtager byen, samles musikbranchen fra hele verden for en weekend i Aarhus.

De nye musiktalenters festival er klar med 200 koncerter til de sædvanlige 8-10.000 gæster. Der er et væld af de vilde, nye navne og nogle af the grand old guys på årets Spot Festival.

Spot Festival kører i år 29. gang, mens Spot+ er med for niende gang som det faglige samlingspunkt for musiklivets branchefolk og eksperter, der vil udforske og diskutere tidens mest aktuelle emner og tendenser.

Mens Spot forvandler byen til en stor festival, åbner det, der hedder Spot+, dørene for den danske og internationale musikbranche for at deltage i Danmarks mest betydningsfulde konference for musikbranchen.

Det skriver Jesper Mardahl, leder af Promus og fast organisator af Spot+, i en pressemeddelelse.

Spot Festival i Aarhus foregår i høj grad i og omkring Musikhuset. Arkivfoto: Finn Frandsen

»Ambitionen er at være ”det årlige faglige møde” for musikbranchen og være den vigtigste platform for netværk og vidensdeling for alle aktører – nye som etablerede. Men det er vigtigt at understrege, at vi ikke kan lave Spot uden et meget tæt samarbejde med branchens aktører, og her har vi i år oplevet et særligt stort engagement,« siger han.

Man kan blandt andet høre ”Er musikkritikken død?”, ”Færdig med musikuddannelse – og hvad så?”

I panelet “Music for Films & TV: How to get the right tone for the right show” får Spot+ desuden besøg af trailerkomponisten bag Harry Potter, Ringenes Herre og Dune, filmkomponisten bag TV-succesen Babylon Berlin samt danske Halfdan E, der blandt andet har skrevet musikken til Borgen & Badehotellet.

Aftenstemning - vejrudsigten lover i år omkring 19 grader midt på dagen. Arkivfoto: Finn Frandsen

Hvad betyder AI egentlig for den musikalske skaben, sangskriverne og musikbranchen? Et helt seminar er dedikeret til at dykke ned i emnet, og her kan man møde nogle af verdens førende eksperter på området helt fra Silicon Valley og London.

Den kendte P6-vært, Carsten Holm byder på en diskussion om den danske livescene. Her vil et roterende panel undersøge tendenser og myter inden for livescenen lige nu. Har publikum mistet interessen for nye navne? Hvorfor er det svært for de mindre spillesteder at tiltrække store navne?

Spot+ finder sted 3. - 4. maj og er produceret af Promus i samarbejde med Spot Festival.