Fortsæt til indhold

Sig det med blomster: Farverig og duftende festival indtager Tivoli Friheden

Frem til 11. august kan du opleve landets største Blomsterfestival i Tivoli Friheden, hvor parken vil være fyldt med over 60 blomsterinstallationer og mere end 50.000 blomster.

Byrummet
ksa

Tivoli Friheden er nu fyldt med farver og dufte, da Blomsterfestivalen er i fuld gang og varer til den 11. august.

Parken er fyldt op af over 60 blomsterinstallationer og mere end 50.000 blomster, der skaber et farverigt landskab.

Ved hovedindgangen mødes gæsterne af en blomsterbuegang, der fører ind i festivalen, og inde i tivoliet kan man opleve en blomsterkjole med et blomstertæppe som slæb og ’Flower Head’ med sit lange, blomsterprydede hår, der spejler sig i vandoverfladen.

I Tivoli Friheden kan man opleve en blomsterkjole med et blomstertæppe som slæb og ’Flower Head’ med sit lange, blomsterprydede hår, der spejler sig i vandoverfladen. Pressefoto

Den kendte haveekspert Claus Dalby præsenterer i år ’Den Hvide Krukkehave’, der er en oase af hvide blomster og grønne planter. Dalby vil være til stede torsdage i ugerne 27, 28, 29, 30 og 31 klokken 14.00 og 16.00 ved Restaurant Terrassen, hvor han deler ud af sin haveekspertise.

Festivalen byder også på en Søren Savkunstner,der forvandler træstubbe til kunstværker med sin motorsav bag scenen ved Svanesøen 3., 9. og 10. juli fra klokken 13.00 til 14.00.

Hver mandag kan man deltage i Blomsterbingo på Det Grønne Torv og vinde botaniske præmier.

Pjerrot nyder også godt af blomsterne. Pressefoto